Se castet til Casper Christensen og Frank Hvams næste film – flere gamle ‘Klovn’-kendinge

Casper Christensen og Frank Hvam har sagt farvel til ‘Klovn’-universet (i hvert fald for en stund) og prøvet kræfter med lovende ting i USA.

Men de har ikke forladt Danmark helt, og deres næste projekt er en folkekomedie om en gruppe excentriske iværksættere, der beslutter sig for at udvikle verdens første elbil i starten af 80’erne.

Filmen gik førhen under titlen ‘De første danske jordbær’, og det har tidligere været annonceret, at Christensen og Hvam selv skulle indtage to af hovedrollerne.

Nu hedder filmen imidlertid ‘Dan-Dream’, ligesom det øvrige cast er faldet på plads – og her er både gamle ‘Klovn’-kendinge og nye ansigter i spil.

Mia Lyhne og Lars Hjortshøj er således på rollelisten, og de flankeres af Magnus Millang (tilsyneladende med én arm, Peter Gantzler, Stine Schröder Jensen (‘Bedre skilt end aldrig’), filmdebutanten Louise Yaa Aisin, Jacob Lohmann (‘Norskov’) og Niclas Vessel Kølpin (Michael Laudrup i ‘Sommeren ’92’).

Filmen skal instrueres af tv-instruktøren Jesper Rofelt, optagelserne er allerede i gang, og premieren er sat til 30. marts 2017. I mellemtiden kan man se frem mod komedien ‘Undercover’, som har manuskript af Casper Christensen – premiere 24. november.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af