’The OA’: Netflix’ overraskelsesserie er det rene nonsens
I sommer satte mystiske hændelser den amerikanske forstadsvirkelighed på den anden ende. Uromageren var en lille pige ved navn Eleven, som besad overnaturlige evner og en mudret oprindelse. Det skete i Netflix’ 80’er-homage ’Stranger Things’. Serien blev et kæmpehit og forlænget med en ekstra sæson.
I fredags lancerede Netflix så serien ’The OA’ på usædvanligste vis: Uden megen foromtale eller jungletrommer, som et slags bagholdsangreb a la musikindustrien.
Denne gang er vidunderbarnet en granvoksen kvinde. Prarie (Brit Marling, der også står bag serien sammen med Zal Batmanglij) har været bortkommen i syv år, da et tilsyneladende selvmordsforsøg returnerer hende til adoptivforældrene. Men datteren er forandret. Hendes ryg er dækket af mystiske ar, og hun synes kun at ville tiltales OA. Endelig er der den ukendte Homer, hun bliver ved at spørge efter og begynder at lave skjulte videohilsener til.
Det er langtfra de eneste særheder, hun bringer med sig tilbage. Clairvoyance er også en del af pakken, hvad teenageudskuddet Steve (Patrick Gibson) erfarer. Alligevel aftaler de en byttehandel. I gymnasiet er Steve kronisk bortvisningstruet, og Prarie behøver fem udvalgte personer til at opspore Homer.
Replikkerne forekommer indledningsvis en anelse ubehjælpsomme. På hospitalet forklares det, at Prarie har været blind. Faren delagtiggør oversygeplejersken – og i næste scene den fremmødte menneskehob uden for hjemmet (»det er sandt, min datter kan se«). Lidt senere er det kvarterets unge, der konstaterer det samme. Man forstår godt, hvorfor omverdenen måber. Det er bemærkelsesværdigt, men samtidig har seeren jo adgang til sine sanser.
Om Steve lyder det tilsvarende, at han er en »bølle«. Fyren overfalder en kordreng og pusher receptpligtig medicin, så der var dårligt behov for oplysningen.
Hvor ’Stranger Things’ lyste gyldent, er solskin en sjælden gæst i ’The OA’. Her er blåtonede billeder og villahuse, der ser for store ud til at være beboede. Men i slutningen af pilotafsnittet sker der noget: Serien åbenbarer sit første reveal med en panoramisk kameratur, der afgjort ikke hører forstæderne til.
Det er flot, og man tænker, at serien nu har muligheden for at løbe i flere retninger. En mulighed, den desværre taber resolut på gulvet henover de følgende afsnit. For selvom handlingen veksler mellem nutiden og dette tilbageblik, sidder man med en følelse af distinkt deja vu.
Prarie tager fat på baggrunden for forsvindingsnummeret. Der trækkes spor til en barndom i Rusland og omstændighederne, der førte hende til USA.
Herfra slår ’The OA’ ind på b-filmens domæne. Vi har en videnskabsmand med et galoperende gudekompleks (som bekendt den farligste slags). Han holder folk indespærrede i et terrarium under jorden. Og spilles af Jason Isacs, hvis cv er fuld af sådanne skurkeroller. Det antyder, hvor lidt serien gider at modgå skematikken.
Historien har desuden en spirituel forankring, det selv med god vilje er svært at tage seriøst. Det handler om det hinsidiges, totemdyr og englene iblandt os. Som i eventyrene er Brit Marlings figur uskyldsren og selvopofrende. Når hun taler, lyder det ofte, som om hun prædiker fra en alternativ selvhjælpsmanual.
Det kunne nok accepteres, hvis mytologien virkede gennemarbejdet. En serie må for min skyld gerne være nonsens, såfremt den er det på en overbevisende måde. Men her kommer ’The OA’ til kort.
Kort sagt:
’The OA’ er en blanding af b-film, opdateret folkeeventyr og de serier, J.J. Abrams løbende fabrikerer til forskellige tv-stationer. Ikke videre originalt, og trods hemmelighedskræmmeriet er det tvivlsomt, at den får samme tilhængerskare som Netflix’ beslægtede ’Stranger Things’. Det ligner faktisk mere, at den er blevet smidt på møddingen i én hurtig bevægelse.
Anmeldt på baggrund af hele serien.