Bjørn Berge

Inspireret af sin 13-årige søns forkærlighed for Metallicas ‘St. Anger’ valgte Bjørn Berge at navngive sit nyeste album ‘St. Slide’. Og albummet indeholder da også væsentligt mere slide end ‘St. Anger’ indeholder vrede. Der er nærmest dømt væg-til-væg slide på dette, det sjette studie album fra Norges måske vigtigste bluesartist netop nu.

Bjørn Berge lyder som en underlig blanding af traditionel sydstatsblues og akustisk Corrosion of Conformity møder Johnny Cash samtidig med, at denne indspiller Soundgardens ‘Rusty Cage’.

Det er imponerende, hvad denne mand kan få ud af en guitar og 4-to-the-floor beats stampet på et såkaldt ‘stomping board’. De enkelte virkemidler bliver brugt til grænsen, og man frygter det kunne blive kedeligt, med det gør det heldigvis aldrig.

At det undgår at dø, skyldes i høj grad, at Berge anvender covernumre i stor stil. Fra pladens åbningsnummer ‘Keep it Greasy’ skrevet af Frank Zappa direkte til Everlasts ‘Black Jesus’ og videre over nogle af Berges egne kompositioner til Motorheads ‘Ace of Spades’.

Det er ikke fordi, Bjørn Berges egne kompositioner ikke er gode, men det giver dog en ekstra dimension, når man lytter til pladen, at man kan høre de oprindelige numre for sig, som en skarp kontrast til den sumpede blues.

Bjørn Berge gør ordsproget om kædens svageste led til skamme ved rent faktisk at gøre kæden af sange stærkere end hans svageste led – stemmen. Han har ikke forfærdeligt mange muligheder i sin dybe rustne stemme, men på en eller anden måde lykkes det til overmål at kompensere for dette, ved simpelthen at spille røven ud af bukserne på de fleste andre guitarister og samtidig skabe en medrivende, rockende stemning fra start til slut.