Van She
Efter at singlen ‘Kelly’ for tre år siden spillede bukserne af enhver fan af luftige synths og vokaler tilsat insisterende trommer og bas, har den australske kvartet på deres længe ventede debutalbum valgt at tilsætte lidt råhed til deres fortryllede new wave’ske synthpop og smittende vokalharmonier.
Og det slipper de egentlig ret godt fra. Specielt på ‘Cat & the Eye’ der ligesom en del andre numre dyrker nogle af de samme sfæriske og filmiske stemninger som blandt andet M83. Men her er Nick Routledges vokal også lige så harmonisk, som vi kendte den på ‘Kelly’ og albumsinglen ‘Strangers’, og omkvædet sendes på ren rumrejse af et sejt synth-festfyrværkeri.
Den støjpoppede ‘It Could Be the Same’ går også rent hjem med funky bas i verset, før omkvædet tilsættes en benhård omgang støjende guitarlir, ligesom ‘Kelly’ tager sig godt ud i albumudgaven med lidt mere tyngde. Helt så godt går det ikke for et track som ‘The Sea’, der lyder som et Soundgarden-nummer fra grungens storhedstid kørt en tur gennem 80’ernes synthesizer-fetich. Ikke nødvendigvis dårligt – specielt ikke fordi trommespillet får friere tøjler til at træde ud af rollen som ren beatgenerering – men ret mærkeligt i sammenhængen.
Men Van She har alligevel formået at skabe et helstøbt album, der føles mere tidløst end 80’er-flirtende, og som igen beviser, at Modular er mestre i at leverer soundtracket til festerne anno 2008.