Todd Terje

Hvis du før er stødt på Todd Terje’s navn, er det højest sandsynligt fordi du har fanget ham med fingrene dybt nede i honningkrukken med slibrige disco-edits. Sidste år brød han dog igennem lydmuren på egen hånd med den sublime ‘Ragysh’-ep, der leverede adskillige højdepunkter til 2011. På ‘It’s The Arps’ følger Terje samme stil, mens han kaster sig over endnu mere uprøvet grund.

Enhver der før har ladet sig betage af nordmandens discofornemmelser, vil øjeblikkeligt (og med rette) falde i svime over ‘Inspector Norse.’ Med sin vanedannende oktavbas og naive synthesizerbølger flyder nummeret over med boblende lethed og et svimlende klimaks, der helt uden billige tricks eksploderer i et overflødighedshorn af frydefuld house.

Hvor dette er et glimrende eksempel på, hvad Terje allerede mestrer, er resten af ep’en imidlertid en søgen efter nye sider af hans talent. Med sært snørklede skalaer er ‘Myggsommer’ de mærkelige tømmermænd oven på åbningsnummerets eufori, mens den afsluttende ‘Swing Star’-serie danner soundtracket til en kosmisk opdagelsesrejse. Den første halvdel er retro-futuristisk og hektisk pulserende, mens den anden er langt mere umiddelbar i sin blanding af en bastant basgang og fjerne synthklange.

Selv hvis du efter ‘Ragysh’ var i tvivl om, hvorvidt Terje var andet end lånt kreativitet, burde ‘It’s The Arps’ være mere end rigeligt bevismateriale. Selv når han kun er bevæbnet med den ARP2600 synthesizer, der har lagt navn til albummet, kan Terje stadig sammensætte uimodståelig disco house som få andre.

Todd Terje. 'It's The Arps'. Album. Smalltown Supersound/VME.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af