Beyoncé

Der er formentlig mange, som misunder rapstjernen Jay-Z. Han er rig og berømt, og så er han gift med skønheden Beyoncé. Men skinsygen over det sidste kan du godt droppe. For at dømme ud fra hendes nye dobbelt-skive ‘I Am… Sasha Fierce’, så må han kede sig noget så slemt i det ægteskab.

Sangerindens tredje soloudspil er ellers et ambitiøst konceptalbum, der skal nå hele vejen rundt om kvinden og stjernen Beyoncé Knowles. Den ene disc skal vise ‘den sande’ Beyoncé (‘I Am’) og den anden hendes udfarende alter ego (‘Sasha Fierce’). Men der er hverken personlighed eller frækhed nok til at gøre projektet interessant.

Førstedelen byder på seks bløde ballader. Alle nydelige kompositioner og møjsommeligt udført med klaver, strygere og skønsang. Pænt og perfekt. Men gab hvor er det kedeligt og ferskt. Og hvor er teksterne og melodierne dog banale og totalt blottet for inspiration – med mindre man er kvinde, nyligt droppet og gal på mænd, hvorfor man godt kunne synge med på den trods alt hæderlige ‘If I Were a Boy’.

Det bliver kun marginalt bedre på den anden skive, der med fem uptempo-numre skal afspejle Beyoncés scene-personlighed. Lyden her er i tidens popånd med elektroniske beats, 808-bas og synthflader. Den lettere soulede og håndklapsdrevne ‘Single Ladies’ adskiller sig en smule, mens ‘Diva’ er et modigt forsøg på at gå mandschauvinismen i bedene. Men mest slående – og skuffende – er manglen på bare ét mindeværdigt hit.

‘I Am… Sasha Fierce’ er så pænt, poleret og pisse højtidelig, at selv den mest barmhjertige samaritaner må være fristet til at slå korsets tegn og bede om syndsforladelse. Men det burde Beyoncé selv gøre. Hun bliver i uhørt grad udstillet som en døsende diva, der er snublende tæt på at fremstå som både en menneskelig og musikalsk parentes. Det er en om’er, Beyoncé.