Snake & Jet’s Amazing Bullit Band
Det er et stykke tid siden, at vi sidst har hørt fra Thor Rasmussen og Thomas Frederiksen alias Snake & Jet’s Amazing Bullit Band. De er måske også på vej til at blive voksne. I hvert fald har de to rødder rundet deres lyd en smule af på deres tredje langspiller, hvor det nedbarberede signatur-setup med Hammond-grooves og trommer i højsædet ofte skubbes helt i baggrunden til fordel for en mere traditionel, fyldig bandinstrumentering. De er dermed længere ude af samme tangent som 2009-albummet ‘Peace Boat’, der allerede åbnede deres lyd lidt.
‘Stuff That Rotates’ er et rustikt rodsammen af den rå retro-garagerock, duoen tidligere dyrkede mere monomant, samt surrealistisk psychpop, tilpas tilbagelænede slacker-attituder og, især, en god dosis ekstra sangskriverpondus, der gør helheden mere sammenhængende og mindre løs og skitseagtig, end de tidligere har været garanter for.
Singleforløberen ‘Black Egg’, den koklokke-pryglende ‘Cosmic Ark’ den milde og fuzz-uldne ‘Stalker’, der næsten lyder som noget, Tame Impala kunne have begået, udgør en formidabel tretrins-åbning af albummet. De er alle indlysende og fængende eksempler på Rasmussen og Frederiksens berettigelse som de to uregerlige, varmblodede og analog-fetischistiske rock-legebørn, de er, mens kærlighedserklæringen ‘Four Letters’ i den anden ende af skiven sikkert heller ikke kommer til at stå ubesvaret hen.
Det er også et meget homogent album på godt og ondt. I et forsøg på at overskue dets 37 minutter ender jeg ofte med at rode rundt i det og forveksle numre med hinanden, simpelthen fordi visse af dem minder meget om hinanden. Det knapper toppen af min begejstring – men også kun toppen!