BliGlad

Godt nok har BliGlads andet album ikke det samme overraskelsesmoment som debuten, men derfor kan deres legende tilgang til musikken stadig give et smil på læberne og sætte gang i vuggende kropsvibrationer. Lyden har stadig sine rødder i den klassiske reggae, og teksterne er stadig lige så ‘skøre’. Til gengæld stråler albummet af en større frihed, som især forsanger og albummets helt store oplevelse Christopher McLlaughlin nyder rigtig godt af.

Baggrunden for den altid svære toer er at spille lige, hvad de har lyst til, og derfor leger BliGlad med flere genrer end tidligere. Ud af det er der kommet en masse dansevenlige produktioner med et poppet tvist, som klæder dem rigtig godt og gør albummet til en varm og behagelig helhedsoplevelse. Udgivelsestidspunktet kunne heller ikke have været mere perfekt, for det minder én om, at foråret er lige om hjørnet, og derfor slipper man problemerne og stresset for en stund.

Som på deres debutalbum er bandet knivsskarpt, men nu folder de sig en tand mere ud, og med flere rigtige fængende mellemspil udstråler de den frihed, som titlen henviser til. Den største klapsalve bør dog gå til Christopher McLlaughlin, der med en alsidig og rytmisk vokal samt et poetisk og underholdende tekstunivers er grunden til, at BliGlad og albummet er noget helt særligt.