Why?

Hver gang, der er nyt fra den californiske indierock/rap/popkvartet Why?, håber man på en ny ‘Elephant Eyelash’. Et album der på fornemmeste vis formåede at kombinere skæve og abstrakte musikalske laboratorieforsøg med en melodiøsitet, der normalt ville generere et langt større publikum. Yoni Wolf og hans slæng har da også stædigt holdt fast i den originale omend vanskelige opskrift, siden dog med gradvist færre magiske øjeblikke til følge.

Og det laver deres seneste ep ikke om på. Om noget er Why? faktisk længere væk fra den dragende, melankolske stemning end nogensinde før, og de seks korte numre udgør den mest fornøjede tilstand, gruppen hidtil har befundet sig i. På det åbnende titelnummer lægger Wolf i med sit sædvanlige manende flow af malerisk selvudlevering og surreelle observationer, mens lette trommer og keys samt lidt spagt klokkespil sætter den musikalske dagsorden.

Men herfra bliver tingene mere usammenhængende. Wolf elsker at sætte smådele af fragmenterede harmonier, et spoken word-agtigt rapflow og en spartansk instrumentering sammen til både kantede og fængende popsnedkerier, men her hælder balancen desværre lidt for meget til det første. Selvsagt ærgerligt for dem som ved, hvordan hans krøllede musikalitet før har kastet besynderligt charmerende ting af sig. Men udgivelsen er absolut stadig en interessant og lytteværdig lille størrelse, for lyttere mindre bekendt med Why?’s spøjse univers.

Why?. 'Sod in the Seed'. Album. City Slang/Cosmos.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af