‘Homecoming’: Et af årets bedste serie-binges
En dramaserie varer en time per afsnit, en komedieserie varer det halve. Det har længe været en ufravigelig lovmæssighed på linje med tyngdeloven.
Først de seneste par år er der blevet lempet på denne anakronisme, og Amazons Primes nye spændingsserie ‘Homecoming’ er det perfekte argument herfor. Den er nemlig dødspændende, og det er den blandt andet, fordi hver episode kun varer cirka 30 minutter.
Den komprimerede spilletid tvinger instruktør Sam Esmail (manden bag den ligeledes fremragende ‘Mr. Robot’) til at bortskære alle fedtlag fra historiens sideben, og det skaber en fortættet seeroplevelse, hvor hver replik, rekvisit, detalje og kameravinkel fremstår pointeret og prægnant.
‘Homecoming’ er en trofast adaption af Gimlet Medias fiktionspodcast af samme navn, som blev en stor succes i 2016. Her spillede Catherine Keener hovedrollen som terapeuten Heidi Bergman, der (i hvert fald officielt) var ansat til at hjælpe hjemvendte soldater med at finde tilbage til hverdagen på det såkaldte Homecoming-anlæg.
I tv-udgaven, der udspiller sig som et klaustrofobisk kammerspil, er Keener erstattet med tv-debutanten Julia Roberts, som dermed har fået sin mest kødfulde rolle i årevis. Roberts er, naturligvis, overbevisende – ikke kun når hun skal være charmerende og flashe det dér strålende smil, men også når hun skal være sårbar, usikker og ængstelig, som hun skal mere og mere, jo længere historien skrider frem.
For der viser sig selvfølgelig hurtigt at være noget mystisk ved Homecoming-anlægget, som Esmail gestalter som et spøgelseshus med langsomme zooms, overvågningsagtige topskud, lange hitchcockianske indstillinger og anelsesfuld skærebrændermusik.
Hvorfor må soldaterne tilsyneladende ikke forlade komplekset? Hvordan kan de være sikre på, at de er i Florida som påstået? Hvad er det for noget data, som Heidis kålhøgne chef Colin (en underholdende Bobby Cannavale) vil have ud af projektet? Paranoiaen og suspenseniveauet stiger støt hen over de fire afsnit, jeg har haft adgang til.
Fortællingen pendler mellem to tidsspor. I 2018 følger vi Heidis løbende samtaler med soldaten Walter Cruz (stortalentet Stephan James), imens de to udvikler en mere end blot professionel relation, som udgør seriens følelsesmæssige fikspunkt. Fire år senere arbejder Heidi som tjener på en tarvelig diner, og da en inspektør fra Forsvarsministeriet (Shea Whigham) kommer forbi og udfritter hende om nogle mistænkelige forhold vedrørende Homecoming og Walter Cruz, er hun ikke bare afvisende – hun kan simpelthen ikke huske noget som helst.
Mens 2018-scenerne er filmet i klassisk 16:9, er 2022-sekvenserne klemt klaustrofobisk sammen i højformat. Det er et markant og effektfuldt stilvalg, der tjener to funktioner. Dels en funktionel (det gør det lettere for seeren at skelne mellem fortid og nutid), dels en symbolsk, i og med at det sammenpressede billedformat mimer Heidis oplevelse af, for nu at blive lidt banal, kun at kende halvdelen af billedet.
Den slags stilbevidsthed er ‘Homecoming’ fuld af – splitscreens, kreative kompositioner, markante lydeffekter, der virker som et hatteløft for det lydlige forlæg. Men det bliver aldrig stil for stilens skyld. Hver finurlighed tjener til at forstærke seriens grundtone af simrende suspense og mystik.
Hvor god ‘Homecoming’ er, finder vi først ud af, når den afslører sine hemmeligheder, og eftersom Amazon allerede har bestilt en sæson 2, risikerer vi at skulle vente længe. Indtil videre er serien stærkt vanedannende, og med den korte spilletid sluger man det ene afsnit efter det andet i et af årets bedste tv-binges.
Kort sagt:
Julia Roberts seriedebuterer med bravur i ‘Mr. Robot’-magers raffinerede paranoithriller, der omsætter populær podcast til en af årets mest binge-værdige serier.
Anmeldt på baggrund af de første fire afsnit.
Læs også: Julia Roberts’ tv-overgang er det sidste søm i filmstjernens kiste