Isis

Der har altid været noget majestætisk over Isis. Tronende på toppen af deres monumentale musikalske borgværk har de, bevæbnet med postrockens sirlige melodilinjer og hardcorens tyngde, siden starten af det nye årtusinde været med til at sætte kursen for den svært definerbare postmetal-bølge. Men på ‘Wavering Radiant’ er det som om, at netop det majestætiske og det monumentale er begyndt at blive en hæmsko for Isis.

Der er noget meget stift og ritualistisk over den måde, de manøvrerer gennem de umådeligt lange kompositioner, som albummet består af. Det føles som om, at Isis er blevet så vant til at lave musik på denne måde, at de – med en næsten OCD’sk besættelse – ikke er i stand til at bevæge sig fra punkt A til punkt B uden først også at skulle forbi punkt Q, Z, K og P. Det bliver ofte alt for usmidigt, bureaukratisk og småkedeligt, og selvom alle kompositioner på ‘Wavering Radiant’ indeholder sekvenser og øjeblikke, hvor Isis rammer den sublime og sørgmodige storhed, som vi er mange, der elsker dem for, så efterlades man med indtrykket af et band, der er blevet alt for navlepillende og insulære, og et album, der flere steder er faretruende tæt på at knække helt sammen under dets egen vægt og gravitas.