Dial Zero

Rygterne har floreret forud for tæppefaldet. Dial Zero var meldt klar med en potent saltvandsindsprøjtning til dansk rockmusik, og hypen er blot vokset op til udgivelsen af det unge københavnske rockbands debutalbum.

Nu er tæppet så faldet, spotlyset er tændt og scenen deres.

En del af forventningerne er knyttet til forløberen for albummet, singlen ‘I Wanna Go All the Way to Have Some Fun’, der med succes har forplantet sig udi de danske radiobølger.

Samtidig har bandet haft højagtede Joshau (Kashmir, Mew, Carpark North) tilknyttet som producer, og albummet er siden blevet færdigmixet i LA med hjælp fra Michael Patterson (Beck, Black Rebel Motorcycle Club, Limp Bizkit).

Og hvad leverer Dial Zero så på debutten. Well, 11 tracks, fordelt over 42:30 minutter, vekslende mellem velpoleret indie og grunge i et udtryk, der trækker voldsomt på især Nirvana og Kashmir.
Det melodiske arbejde fejler for så vidt ikke noget, men det har svært ved rigtigt at løfte sig.

‘I Wanna Go All the Way to Have Some Fun’ er debutens stærkeste udspil sammen med ‘The Afghans’, men desværre virker størstedelen af det nye materiale som hurtige afleveringer, der bliver skudt af sted uden større modning bag sig.

Dial Zero leverer en middelmådig debut, hvor det især er svært at se den store nyhed i gruppens materiale rent indholdsmæssigt. Forhåbentlig vokser de med opgaven, men nogen saltvandsindsprøjtning er det langtfra.