Sigha

Nogle steder bliver det aldrig lyst. Det eneste, du får at se, er et konstant, ulmende mørke. Det knitrer, det brager, men det holder aldrig op. Hvis ikke du har været der før, tager Sigha dig gerne med. Sammen bliver I på knapt en time udsat for en omgang brutale, pulserende tæsk, som kun sporadisk (og modvilligt) afbrydes af korte pusterum.

Sighas univers er gennemført. ‘Mirror’ slår tonen an med et olmt, gurglende elektronisk syrebad med et fjernt ekko af en rytme spøgende i baggrunden. Straks efter sparker ‘Puritan’ tempoet og adrenalinrusen i gang med godt seks minutters ubønhørlige tæv. Det er hårdt, brutalt, og om muligt endnu mindre melodisk end producerens ‘Abstractions’-serie. Her gav melodiske variationer modspil til den konstant pumpende puls, og resultatet var dystert, dog uden at blive dystopisk.

Det er ikke tilfældet her. En-to-kombinationerne af hårdfør techno og abstrakte lydlandskaber er Sighas foretrukne virkemiddel, og det bliver brugt til fulde. Forventer man variation eller bare den mindste smule leflen for sarte ører, går man forgæves. Meget kan man sige om albummet, men stilrent er det uden tvivl. Produktionerne rummer også mere substans end man kunne have frygtet, men det kræver store mængder tålmodighed, inden albummet brænder sig fast.

Sigha giver sig ikke en millimeter, og selv om det næppe er et problem for garvede techno-entusiaster, gør det albummet svært tilgængeligt for alle os andre. Fanger Sighas hårdhændede produktioner ikke med det samme, er løbet kørt.