Prince Rama

‘Cosmic disco’, ‘Motorcycle-rock’, ‘New wave-grunge’ og ‘Ghost-modern glam’. Dét er blot nogle af de pirrende genrebetegnelser, som de psychpoppede søstre Taraka og Nimai Larson har brugt til at beskrive deres nyeste påfund, konceptalbummet ‘Top Ten Hits of the End of the World’.

Albumtitlen skal nemlig tages downright bogstaveligt: Det labre, chante-begejstrede søskendepar har skabt deres helt egen pseudo-popcompilation, stykket sammen af fiktive hit-bands, såsom ‘Guns of Dubai’, der alle er gået til grunde i den nylige – og af søstrene selvopfundne – apokalypse, som har ramt verdenssamfundet. Småforvirret? No need.

Læs anmeldelse: Prince Rama ‘Trust Now’

For lige så gennemført underligt som konceptet bag albummet lyder, lige så godt fungerer det endnu en gang for Larson-søstrene at blande højdramatiske shamanismetrommer (tjek ‘Receive’ og se lige ham kannibalkongen fra ‘Indiana Jones – Temple of Doom’ for dig), bedeklokke-effekter og futuristiske synths med guitarriffs, trippende chante-rytmer og pigernes skift mellem trancemessende korarrangementer og ekstatiske hyl.

Prince Rama-søstrenes tranceindbydende og bombastiske spiritualismepop er pastiche og kulturel sampling, når det er bedst – og sjovest. For selvom man måske ikke helt forstår ideen bag albummet, formår de trippende og teatralske søstre altså at skrue gedigne popmelodier sammen. Som på eksempelvis den egypterdans-inviterende åbner ‘Blade of Austerity’, ‘So Destroyed’ og ‘Radhamadhava’, der lyder som noget transmitteret til Bushwick direkte fra et nepalesisk bjergkloster. Og så behøver man ikke læse søster Tarakas ‘Now Age’-manifest, som vistnok ellers danner baggrund for apokalypse-sangene.

Prince Rama. 'Top Ten Hits of the End of the World'. Album. Paw Tracks.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af