Daft Punk
Godt nyt. Daft Punk er tilbage. Forventningerne til robotdrengene er skyhøje, men nu er den franske superduo klar til at indtage dansegulve og hitlister verden over med deres karakteristiske forvrængede house.
Efter fire års pause har Daft Punk forladt filteret, og i stedet tilsat deres house en ordentlig gang rock. De elektriske guitarriffs er i centrum hos robotterne, der på fornem vis integrerer det i deres hårdtpumpende elektroniske univers. Det er stadig maskinerne, der har magten, og hårdt er blevet hårdere.
Men bag den elektriske guitar og de rockede trommer gemmer der sig stadig et unikt øre for det melodiøse. Især titelnummeret og det stille nummer ‘Make Love’ understreger dette. Ellers skal især ‘Technologic’ nævnes, hvor de franske lydpionerers tæft for vocoderen virkelige kommer til sin ret. Her rykker Daft Punk som i de gode gamle dage. Det samme gør de med det tonstunge ‘Brainwasher’ og ‘Television Rules The Nation’, der er et stort politisk budskab.
Det kræver flere gennemlytninger, men så brager de igennem lydmuren og direkte i hjerte og fødder. Eneste kritik er, at de ikke skal prale af, at de kun har været seks uger om indspilningen. Tænk, hvad et par uger ekstra ville have gjort?