Baddies

Arbejdsmoralen fejler intet hos britiske Baddies. De enæggede tvillingebrødre Michael og Jim Webster fra Essex uniformerer sig sammen med et par makkere i ens Mao-skjorter og spiller på albumdebuten, så sveden og adrenalinen sprøjter. Bandet står for kantet og frisk guitarrock, og parallellerne til Klaxons, The Futureheads og Franz Ferdinand er påfaldende. Men hvad er grunden til, at hypebarometeret for Baddies ikke matcher deres musikalske lands- og ligemænd?

Energiniveauet er skyhøjt, og hvert enkelt nummer er i sig selv en lille blitzkrieg. Michael Websters aggressive vokaler antager sommetider karakter af spyttende Tourettes-symptomer og føjer sig andre gange i flerstemmig skønsang med de andre bandmedlemmer. Man frygter indimellem at sangenes umiddelbare popkvaliteter segner under den storm af stop/start-staccato-riff, drengene angriber med.

Men de »whoop-whoop«-gjaldende boremaskine-ynglekald, som punktuerer førstesinglen ‘Battleships’, går indiskutabelt lige i reptilhjernen. Ligeså med den søsygt gyngende akkordrundgang i ‘Colin’ og koret i ‘To the Lions’, som stædigt driver sangen fra første omkvæd og frem til slutningen. Virkemidlerne er enkle, klassiske og knusende kontante. Og iørefaldende, ikke mindst!

I markedsføringsverdenen er USP’et det gyldne værktøj. Unique Selling Proposition er betegnelsen for det afgørende originale twist, der skiller ens eget produkt fra konkurrenternes. Det er her Baddies fejler. For ‘Do the Job’ er absolut ikke noget dumt eller potentialefattigt førsteudspil, men egenartethedens uforudsigelige joker i ærmet savnes. Det halvtriste gråblå omslag er dermed desværre også sigende for dommen: Arbejderklasse-attituden forråder sit formål, og Baddies drukner i de grå masser.