dEUS

Normalt er modning en proces. Når det gælder bands, kan det ofte være sjovt at følge deres udvikling – vel at mærke så længe den er positiv – fra deres første år til et mere fuldkomment, personligt udtryk. Da dEUS debuterede i 1994, havde bandet allerede fundet deres personlighedsspaltning et sted mellem Velvet Underground og Tom Waits. Det udviklede sig dog videre på de to efterfølgende albums, ‘In a Bar, Under the Sea’ (1996) og ‘The Ideal Crash’ fra 1999.

Men efter 1999 forsvandt dEUS, og der gik seks år, før forsanger Tom Barman og crew vendte tilbage som et mere voksent band på albummet ‘Pocket Revolution’. Væk var eksperimenterne, genreskiftene, de gale idéer og den fandenivoldske støj, men det var stadig umiskendeligt dEUS.

Det har ikke ændret sig på bandets nye album. De fleste omkvæd er bløde og melodiske frem for rockende, og sangenes forløb er mere forudsigelige end på tidligere albums. Man er i trygge hænder, når bandet sammen med Barmans vellydende, selvsikre vokal flyder køligt af sted.

Nå ja, der er da en god energi og støj i ‘Oh Your God’, lidt flere detaljer i ‘Slow’ med Karin Dreijer fra The Knife på backup-vokal og lidt Kraftwerk-firkantet stivhed i electrorockeren ‘The Architect’. Men når laseren er færdig med at læse, er der desværre kun indtrykket af et modent band, der har stillet sig tilfreds, tilbage.