Kå

Den anden debut. Sådan betegner danske Kå deres nye album, for der skulle en identitetskrise, en skriveblokade og en god gedigen oprydning i bandet til, før de fandt sig selv på ny og nu kan springe ud som synthrock-band. Synthrock er måske en anelse misvisende, for nok er der gjort plads til diverse elektroniske lyde og flader, og bandets lyd har da også fået en hel del mere bund og dybde end tidligere. Men sangene er stadig bygget op omkring sangerinde Katrine Villadsens vise-agtige poesi, der også dominerede den ‘rigtige’ debut.

Det er tydeligt at høre, at der er arbejdet en del med udtrykket, og der er da også flere steder, hvor tingene i den grad fungerer. Som i ‘Skrivestop’, der på tekstsiden beskriver Villadsens møde med den berygtede blokade ledsaget af en omgang mørk 80’er-electrorock, og i den iskolde ‘Troldekåbe’. Men som helhed fremstår pladen desværre en anelse anonym og uvedkommende. Jeg savner at blive mere revet med undervejs og nogen generelt stærkere sange. Den vise-agtige tilgang til sangskrivningen fremstår flere steder nærmest pædagogisk og alt for fortællende i sin form, så man som lytter føler sig hægtet af undervejs.

Bandet kan deres kram på det tekniske plan, og den nye genfødsel har gjort gode ting for deres lyd. Så mangler vi bare de fantastiske sange.