Nick Cave and the Bad Seeds
Grunden under Nick Cave blev på ‘No More Shall We Part’ beklædt med kærlighed, men på dobbeltudgivelsen ‘Abattoir Blues/The Lyre of Orpheus’ er det som om, spøgelser igen hjemsøger Cave i såvel ordene som i musikken.
Fra start lægger ‘Cannibal’s Hymn’ tonen an med sin fortælling om sangerens babe, der for at spise med selskabet, må lade selskabet spise af sig. En diskret uhygge lurer i kærlighedens beruselse og virker som en guide gennem de 17 sange.
Nick Cave lader et gospelkor sætte kontrasten mellem sit eget dystre sind og religionens lyse væsen. Men han er ikke blevet prædikant af den grund, og på ‘Nature Boy’ lyder gospelstemmerne da også mere som glædens end som dydens stemmer.
Her har Leonard Cohen været for længst, men Nick Cave gør det med sin unikke blanding af aggressivitet og blidhed. Smukkest i den storslåede afslutnings-hymne ‘O Children’, hvor Cave sammen med et overvældende gospelkor synger “Rejoice, o children” så pompøst, som kun de største sangere formår det.
På ‘Abattoir Blues/The Lyre of Orpheus’ finder man megen af tidligere tiders vildskab, samtidig med at Nick Cave optræder som himlens crooner. Musikalsk ender de 17 sange alligevel med at være en slags opsummering af karrierens højdepunkter, mens Caves poesi er mere indadvendt og selvreflekterende end nogensinde.
Måske blev det alligevel for smukt med al den kærlighed.