The Unit

Københavnske The Unit har rumsteret i Play/Rec’s katalog siden selskabets fødsel i 1999. Samarbejdet har tidligere budt på to 7″-singler, men nu er gruppen altså blevet erklæret egnet til en reel album-udgivelse. En beslutning, der synes at være taget på tom mave.

For når garagerocken i forvejen hænger i kritikkens tynde tråde, er der større behov for en intravenøs genoplivning end en tyndarmet mavepuster, som den The Unit placerer i genrens solar plexus. Der er brug for nye tiltag, nye impulser – ikke en ny bunke standardsange, der tromler ud ad strukturens gyldne middelvej.

The Unit er – med andre ord – udmærkede garagerockere, der desværre vælger at træde vande i den mudrede uoriginalitet. Og resultatet? En anonym gennemsigtighed i samme stil som omslaget til ens private glemmebog.

Og det er trist, for The Unit rummer tydeligvis en række intellektuelle energier, der for alvor kunne rydde op i den gamle garage. Problemet er blot, at de tilsidesættes for det umiddelbare og gængse attituderæs, der i den sidste ende er et noget uholdbart fundament for ethvert seriøst band. En smøgpause af format, hvor konstellationens plusser og minusser blev revurderet, ville gøre godt.

Intellektet viser sig udmærket i teksterne, som, trods velkendt systemkritik, forbliver interessante og til tider endda småfilosofiske. Thomas Løppenthin fremfører dem med et varieret vokalspektrum, der bevæger sig fra nærmest talende til skrigende, hvilket han lige akkurat slipper godt fra. Selvom han forekommer at være noget uøvet på den front.

Af pressemeddelelsen fremgår det, at The Unit er en af den københavnske rock-undergrunds bedst bevarede hemmeligheder. Måske er det bedst at holde tand for tunge en stund endnu.