Seabear

Musikverdenen vrimler med klicheer, men det hér er alligevel ualmindeligt voldsomt. Det islandske band har et dyrenavn og Animal Collective-inspirerede pressefotos, og så laver de musik, der er mindst lige så forudsigelig og uoriginal.

Deres andet album er, som resten af deres diskografi i øvrigt, et godt eksempel herpå. Det er letbenet, småsymfonisk indiepop med et par skrøbelige folk-referencer hist og her, og det adskiller sig ikke det fjerneste fra det output, hundredvis af andre bands har fået ud af nøjagtig samme formel før dem.

Som sådan er det fascinerende, hvor designet og upersonligt albummet fremstår. Det nærmer sig det parodiske. Der er intet, man ikke har hørt før, der er intet, der kradser eller overrasker, men det er på sin vis dygtigt, at de har ramt mainstream-indiepoppen så præcist. Melodierne er såmænd fine uden dog at være fremragende, produktionen ditto, og Sindri Már Sigfússons insisterende vokal er vedkommende.

På den måde er albummet et kønsløst metervareprodukt, men det kommer fra en producent, der kan sit kram. Seabear er dygtige håndværkere, men de vil os ikke noget særligt. Albummet er ikke dårligt, men man kan undre sig over, hvad pladeselskabet Morr Music har ment, vi skulle med det.