Menfolk

Danske Menfolk har givet sig god tid i arbejdet med opfølgeren til debuten ‘Colossus’, selv om det føles som om, de har haft temmelig travlt med at få den færdig. Lyden er aggressiv og ‘in you face’. Det utraditionelle valg af to bassister skinner virkelig igennem og danner et benhårdt og betontungt fundament. De skæve trommer, der hele tiden skifter retning, er dog med til at skabe lidt forvirring hist og pist, og man sidder lidt med følelsen af, at bandet har haft alt for travlt i øvelokalet.

Den beskidte og til tider brutale lyd, de frembringer, er der dog intet i vejen med. Her spiller de glimrende med musklerne, men en lidt mere nuanceret sangskrivning efterlyses. Albummet i sin helhed fremstår lidt for fragmenteret, tilfældigt og ufokuseret. Det gør det også svært at placere genremæssigt. Hvis der fandtes en stil der hed ‘fusions-tonser-rock’, var det nok det bedst beskrivende.

Jeg er overbevist om, at enhver Al Qaeda-terrorist er klar på at indrømme hvad som helst, hvis forhøret blev ledsaget af Menfolks musik i urimelig høj volumen. På scenen er jeg også sikker på, de gør noget ved folk, med den energi der bliver lagt for dagen, men på plade er der desværre alt for langt mellem de rigtig gode momenter.