Dial Zero

Det er ikke så svært at samle en guitar op og klimpre lidt på den. Eller det vil sige, det kræver selvfølgelig masser af øvelse at få akkorder og greb til at flyde gnidningsfrit. Men den allerstørste kunst er trods alt at få det hele til at hænge sammen som slidstærke melodier.

Lad mig bare starte med at slå fast at Dial Zero helt klart har terpet akkordrundgange i tusindvis af timer. For den fire numre lange ep ‘Together We’ll Never Make It Home’, der følger op på gruppens præcis fire år gamle debutfuldlængde, emmer af iltfattig øvelokale-luft, dæmpet lys og sene nattetimer.

Hvor debuten var en hurtigt glemt ekskursion ud i småpoleret grungerock anno det nye årtusinde, så er stilen – med undtagelse af det korte, men desværre ikke særligt eksplosive titelnummer – på de nye numre mærkbart mere afdæmpet. Ind med den akustiske guitar og de intime bekendelser, kort sagt. Og det er klart et skridt fremad, ikke mindst på den helt skrabede, mildt hallucinerende ‘Man and Goldfish’, der forsigtigt blotlægger flossede nervetråde. Men det ændrer ikke på, at der fortsat er rigelig plads til forbedringer, når det kommer til det der med at sætte akkorderne sammen til mindeværdige tonerækker. For uforglemmelig er ep’en trods alt ikke.