The Hundred in the Hands
Så er der nyt fra trendsetterne hos Warp. Pladeselskabets nyeste signing er det næsten ubeskrevne blad The Hundred in the Hands. Forud for deres debut-ep har Brooklyn-duoen, bestående Jason Friedman og Eleanore Everdell, kun udgivet en enkelt single.
Den hittede til gengæld massivt og blev remixet af folk som DFA’s Jacques Renault og house-fænomenet Kyle Hall. Og chancerne for, at The Hundred in the Hands selv ender som lidt af et fænomen på scenen for elektronisk dansemusik, er til stede. I hvert fald viser de rigtig gode takter på ‘This Dessert’, der er et både charmerende og opfindsomt take på genren.
Duoen holder sig til 4/4-rytmer men låner derudover fra subgenrer som house, electropop og neo-disco uden nogensinde at sidde fast i nogen af dem. Alene det er en kvalitet indenfor genrer, hvor det ellers er mere reglen end undtagelsen, at man sidder fast.
Når det er sagt, er det vigtigste selvfølgelig stadig, at The Hundred in the Hands skriver og producerer fremragende tracks. Der er et par lavpunkter. Til gengæld er der også højdepunkter som den electropoppede ‘Building in L.O.V.E’ og ikke mindst ‘Tom Tom’, hvor kombinationen af en god popmelodi, Everdells elegante stemme og duoens neo-disco-grooves for alvor går op i en højere enhed. Når de er helt deroppe, skylder man sig selv at tage med.