Prince Rama
Det er tre år siden, Michael Collins, Taraka Larson og Nimai Larson mødtes på en Hare Krishna-farm i Florida. Siden er de flyttet til Brooklyn, og nu er de klar med deres fjerde album. Ikke overraskende udkommer det på Animal Collectives toneangivende pladeselskab Paw Tracks.
Prince Ramas alternative baggrund fornægter sig nemlig ikke, og den passer perfekt ind hos Animal Collective og co. Trioen trækker i usædvanligt høj grad på den bølge af psykedelisk og spirituel folk, som blandt andet dyrekollektivet har sat i gang.
Hele tre af albummets otte numre er variationer over traditionelle indiske chants, og resten har lånt masser af traditionens meditative elementer. Prince Rama lader tågede synthmelodier, udsyrede guitarriff, trommemaskiner, vokalharmonier, tribaltrommer og næsten shamanistiske hyl smelte sammen i farverige og trancedannede musikalske ritualer. De tager udgangspunkt i gode melodier men har ikke meget med traditionel vestlig sangskrivning at gøre.
På den anden side er der ingen grund til at lade sig skræmme. Midt i virvaret hersker duoens bundsolide krautrockede grooves, de direkte catchy melodier stikker altid ud, og produktionen er krystalklar. Fans af grupper som Gang Gang Dance og Animal Collective kan roligt springe på her. ‘Shadow Temple’ er et godt trip.