Drake

Han er hiphoppens håb. Så kort kan det siges om Drake, der det seneste års tid har været udsat for en hysterisk hype af en anden verden. Den 23-årige rapper og sangers første mixtape er (uofficielt) det mest downloadede – nogensinde. Og med hitsinglen ‘Best I Ever Had’ er han allerede inden udgivelsen af dette debutalbum en stjerne.

Det bærer ‘Thank Me Later’ også præg af. Normalt er det på opfølgeren, det andet album, at man kredser om sin nyvundne stjernestatus, livsførelse og forpligtelser, men det gør canadieren allerede her og nu og slipper faktisk fint af sted med det. Drake er både bevidst om sine evner og forventningerne til dem og formår at balancere det nært arrogante med en nærværende ærefrygt.

Singlerne ‘Over’ og ‘Miss Me’ er gode eksempler herpå og fungerer samtidig som en slags pejlemærker for lydsiden, der spænder mellem køligt klikkende programmeringer og maskinelt buldrende beats. Læg dertil en god portion fængende hooks og lettere luftige melodilinjer og så har du en indikator for hitpotentialet på pladen.

Men Drake kan heller ikke løbe fra, at han til tider minder en for meget om Kanye West i både udstråling og udtryk. Lyt bare til den (Kanye-producerede) pastichefyldte ‘Find Your Love’. Det ændrer dog ikke på et positivt helhedsindtryk. Det hypede håb holder hjem og har oveni skabt noget, der sagtens kunne blive lyden af kommerciel hiphop de kommende år.