- Roskilde Festival: 10 kunstnere, vi drømmer om at se på Orange Scene næste år
- Din yndlingsrapper deler scenen med ham. Din konge ser fodbold med ham. Er der nogen i landet, der ikke elsker Thor Farlov?
- Vennerne blev rapstjerner, mens han knoklede 9 til 5: »Man glemmer sine drømme, og hvad man egentlig vil«
Fan Death
00’erne var et årti, hvor genregrænser blev nedbrudt og inspirationer blandet på kryds og tværs. Jeg nævner i flæng new rave, freakfolk og så selvfølgelig neo-discoen. Og det er her Fan Death kommer ind i billedet.
Det er efterhånden to år siden, at duoen dukkede op med den Erol Alkan-producerede single ‘Veronica’s Veil’, men først nu lander debutalbummet. Selv om den Studio 54-tilbedende genres dekadente grupper var i højkonjunktur for et par år siden, minder det mig om, hvorfor neo-discoen var og til dels stadig er så vellidt.
Det er så skarpskåret og stilrent på mindst en håndfuld numre, som især ‘Reunited’, ‘Choose Tonight’ og netop ‘Veronica’s Veil’ beviser. Det er klassisk disco med violin og alt, hvad der hører sig til genren, båret frem på en bund af melankoli og tristesse, især på ‘Choose Tonight’. Det er ind imellem helt klart på grænsen til at være for meget med al glitteren, men de kolde og rå tekster gør, at man føler, man slubrer fløden i sig fra et beskidt trug.
Nej, debutalbummet kommer – trods de mørke undertoner – ikke til at manifestere neo-discoen som andet end en festlig subgenre. Men lur mig om ikke den kuriøse duo er skide ligeglade og blot lader sig tilfredsstille med de mange spins, debuten utvivlsomt vil få.
Fan Death. 'Womb of Dreams'. Album. The Pharmacy.