Mogwai

Det er altid en smule problematisk at kyle et nyt Mogwai-album i afspilleren, for siden skotterne stod bag et af sidste årtusindes mest frenetiske og smukkest støjende album med debuten ‘Young Team’, der var med til at definere den hovedsageligt instrumentale postrock-genre tilbage i slut-90’erne, har deres udgivelser været lidt så som så.

Misforstå mig nu ikke. Mogwai har bestemt lavet gode plader siden dengang, men det har altid været ud fra den lidt konservative devise om, at de stille og repetitive stykker og de voldsomme støjudladninger gerne skal være nogenlunde ligeligt repræsenteret, hvorfor skotternes udtryk til tider har virket lidt udvandet.

Denne form fortsættes også på nyeste opus med den guitarlokkende og for Mogwai typisk kryptiske titel ‘Hardcore Will Never Die, But You Will’, men her virker det heldigvis til, at spilleglæden for alvor er vendt tilbage hos skotterne, som når der veloplagt lægges ud med den poetisk slæbende ‘White Noise, der netop aldrig forløses i det støjinferno, som titlen ellers synes at indikere. Eller når der for alvor fræses igennem på den labre midtertrio ‘Rano Pano’, ‘Death Rays’ og ‘San Pedro’, der byder på de herligt flænsende guitarer, som nærmest er blevet synonym med Mogwai.

Elsker man skotterne, vil man bestemt ikke blive skuffet her, og under alle omstændigheder kan man glæde sig over det bedste album fra deres hænder i ti år – både hvis man er til stille kræs og støjende guitarfræs.