Minks

På trods af at begge medlemmer af den debuterende newyorker-duo Minks knap havde forladt de trygge rammer i mors livmoder i 80’erne, så har årtiet alligevel sat sig sine spor hos makkerparret Sean Kilfoyle og Amalie Bruun, der på debuten ‘By the Hedge’ har fundet inspiration i både den primitive lyd fra The Cures tidlige plader og datidens britiske dreampop- og shoegaze-scene, hvor der var uendelig højt til loftet. Hos Minks er de sfæriske popsange dog blevet pakket nænsomt ind i en knitrende lo-fi-soveværelsesproduktion, så ‘By the Hedge’ mest af alt lyder som et kassettebånd med demoer fra et glemt britisk 80’er-band.

Er det så godt eller skidt? Både og! Det er labert, når Minks friskt og frejdigt går til fadet, som på den flænsende åbner ‘Kusmi’ hvor en sensibel popmelodi nænsomt ligger gemt under en massiv mur af skærebrænderguitarer, eller når der lettes på hatten af Robert Smith og co. på den iørefaldende single ‘Funeral Song’, der næppe ville have virket malplaceret på goth-legendernes ’Seventeen Seconds’-album.

Til gengæld bliver det mere kedsommeligt, når opkomlingene lukker lidt sollys ind i soveværelset som på den lidt for kække ‘Cemetary Rain’, eller går i ballademode på den døsige afslutter ‘Arboretum Dogs’, der vugger sig selv ihjel. På trods af disse små skønhedsfejl, kunne Minks dog godt gå hen og blive et af det nye års mere interessante nye bekendtskaber.