Nôze

Nôze væltede bogstaveligt talt ind på klubscenen i midten af sidste årti. På det tidspunkt var den domineret af strømlinede minimal-acts, så de to franske ‘mad men’s anderledes udadvendte og direkte gøglede take på house-genren og ikke mindst deres legendariske liveshows faldt på et tørt sted. De teede de sig i stråhatte og nøgne overkroppe, de tiggede publikum om at synge med, mens de selv drak enorme mængder vodka, og de blev lynhurtigt et hyldet alternativ.

Med ‘Dring’ er de albumaktuelle for første gang siden 2008. Men mens der er sket meget på klubscenen og i house-genren siden dengang, er der ikke sket synderligt meget hos Nôze. Det betyder desværre, at de ikke længere er på rette tid og sted. Deres humoristiske, organiske og jazz- og funk-inficerede housetracks har altid haft et underligt ironisk distancerende gimmick-præg, men mens gimmicken tidligere virkede frisk og tiltrængt, virker den temmelig outdated i 2011.

De blander housebeats med reggae, jazz, funk og klezmer. De fleste melodier er fine, det er uhøjtideligt og super velproduceret, men samtlige skæringer emmer af pastiche over de genrer, der bliver inddraget, og de bliver altså sjældent nærværende. Nôze kan sikkert stadig lave fremragende fester rundt omkring på natklubberne, men på plade virker deres musical-house efterhånden lidt tyndbenet.