Jamie Woon

Alle har vel haft ‘the blues’ på et tidspunkt. Om britiske Jamie Woon konstant går rundt med våde øjne og opgivende tanker er ikke til at vide, men ikke desto mindre er hans debutalbum gennemsyret af blåøjet sensibilitet og udkrængende vokal.
Woon gør dog tingene på sin egen måde og kombinerer sit poppede soul-univers med elektroniske beats fra Londons undergrund og et stænk r’n’b hist og her. Tænk en blanding af James Blake, Mount Kimbie og D’Angelo, så er vi ved at være der. Men også kun næsten.

Den fænomenale førstesingle ‘Night Air’ bliver ikke overgået på ‘Mirrorwriting’, og Burials stemningsfyldte co-produktion i samspil med Woons whiteboy-croon er ikke til at komme udenom. ‘Lady Luck’ er med sit sprøde vokalsample og effektive fremdrift dog næsten lige så stærk, og lækkert bliver det også, når Woon på ‘Gravity’ starter ud med et Eno-esque lydlandskab for herefter at supplere de hule klangflader med akustisk guitar og fløjlsblød vokal.

Der er forskellige aspekter i Woons sangskrivning, men det fungerer alligevel bedst, når den unikke kombination af soul, pop og elektroniske eksperimenter får frie tøjler. Enkelte steder bliver det nemlig lige lovligt uskyldigt og sukkersødt, som på ‘Shoulda’ og ‘Spiral’ hvor vi er nærmere John Mayer end James Blake. Woons vokal redder dog her æren, og ‘Mirrorwriting’ er gennemgående et både tilgængeligt og vellydende lyt, samtidig med at nysgerrigheden undervejs bliver pirret af hans genreudvidende univers.