’Jojo Rabbit’: Oscar-nomineret nazisatire er overraskende rørende
Kan man lave sjov med Hitler? Det spørgsmål er blevet diskuteret siden Charles Chaplins ‘Diktatoren’ tilbage i 1940 over Mel Brooks’ ‘Forår fra Hitler’ fra 1967 og Roberto Benignis ‘Livet er smukt’ fra 1997. Og nu i den Oscar-nominerede coming of age-komedie ‘Jojo Rabbit’ af den newzealandske instruktør Taika Waititi, der tidligere har vist sine komiske evner i blandt andet vampyrsatiren ‘What We Do in the Shadows’ og superheltekomedien ‘Thor: Ragnarok’.
I ‘Jojo Rabbit’ har Waititi tilsat et mørkt satirisk element til filmens forlæg, Christine Leunens roman ‘Caging Skies’ fra 2008, i form af Hitler som overstyret fantasiven til den 10-årige hovedperson Jojo.
Og selvfølgelig kan man det. Satirens fornemste opgave har helt tilbage fra middelalderens antiautoritære karnevalkultur netop været at udfordre magtstrukturerne ved at gøre grin med magthaverne. Man kan diskutere, hvor skarp satiren er i ‘Jojo’. Men på et teoretisk plan er det i en tid, hvor, med Dronningens ord, »antisemitismen igen stikker sit grimme ansigt frem«, yderst relevant at udstille absurditeten i jødehad.
Vi møder Jojo (Roman Griffin Davis), en blød og usikker dreng, i Tyskland i slutningen af Anden Verdenskrig, hvor han netop er blevet medlem af Hitler Jugend. Han er indoktrineret i en sådan grad, at han har dekoreret sit værelse med hagekors, drømmer om at kæmpe for sit land og i sin fantasi bliver opmuntret af en fjollet udgave af Hitler (Waititi selv) til for eksempel at heile med mere styrke.
På en lejr for de unge Hitler-soldater får han dog først ydmyget sig selv ved ikke at have mod til at slå en kanin ihjel – deraf øgenavnet Jojo Rabbit – så ved at komme så slemt til skade, at han ikke kan deltage i troppens øvelser. I stedet får han job på kontoret, hvor han løber ærinder for den arrogante Captain Klenzendorf (Sam Rockwell) og hans excentriske næstkommanderende Fraulein Rahm (Rebel Wilson).
Det er dog hjemme, at Jojo får sin egentlige uddannelse. En dag finder han ud af, at hans mor, Rosie (Scarlett Johansson), der ikke tør fortælle sin søn om sin modstand mod nazismen, skjuler den jødiske teenagepige Elsa (Tomasin McKenzie fra ‘Leave No Trace’) på loftet. Da Jojo indser, at det vil bringe familien i fare at angive hende, beslutter han sig for i stedet at bruge hende til at afdække mysteriet om jøden.
»Vi er som jer, bare menneskelige«, svarer Elsa kækt og fortæller ham, at hendes horn i panden blot ikke er vokset ud endnu. Efterhånden udvikler deres forhold sig dog til at udfordre Jojos verdenssyn.
Filmen starter som en Wes Anderson’sk gakket farce à la ‘Moonrise Kingdom’ og med scener, der er som taget ud af en Monty Python-sketch, der for eksempel gør grin med en gruppe Gestapo-soldaters evindelige heil-hilsener. Men den ender overraskende rørende og viser de tragiske konsekvenser af det nazistiske styres rædsler.
Jeg kunne dog godt savne mere bid i satiren fremfor blot at fremstille nazisterne som nogle selvoptagede dumrianer, og at filmen gjorde lidt mere ondt. Den er lovlig nuttet og lader i høj grad sine små og store nazister gå fri fra moralsk fordømmelse. Filmen er en charmerende crowdpleaser – den vandt publikumsprisen i Toronto i efteråret – men også mere ufarlig, end oplægget lyder til.
Taika Waititi og Sam Rockwell er sjove, men også endimensionelt karikerede antiskurke. Scarlett Johansson, der er Oscar-nomineret for sin birolle, giver som glamourøs, kærlig, bekymret og woke mor med glimt i øjet tiltrængt hjerte til filmen. Det samme gør stortalentet Thomasin McKenzie, der som den karakter, der har mest på spil, rammer en fin balance af angst, håb og storesøsterlig sarkasme.
Kort sagt:
Taika Waititis Oscar-nominerede nazisatire om en 10-årig Hitler Jugend-drengs møde med en jødisk pige er sjov og rørende, men mere sød end skarp.