’The Art of Self-Defense’: Velkommen tilbage, Jesse Eisenberg!
Få skuespillere har haft så ringe et årti som Jesse Eisenberg.
Efter at have trådt frem på Hollywood-scenen i ’Zombieland’ og ’The Social Network’ som alles nye favorithurtigtalende og -befippede jøde begravede han sig under et bjerg af forglemmelige komedier (’American Ultra’ og ’Cafe Society’) og elendige blockbusterserier (’Now You See Me’ og ’Batman v. Superman: Dawn of Justice’).
Instruktør og manuskriptforfatter Riley Stearns’ ’The Art of Self-Defense’ kommer med andre ord som et lyn fra en klar himmel: Eisenberg har ikke været med i et interessant filmprojekt siden ’The Double’ fra 2013. Og selvom der er gået næsten ti år siden hans Oscar-nominering i ’The Social Network’ husker man pludselig, hvorfor alle faldt pladask for ham dengang.
Her spiller han mandslingen Casey, en revisor med en dårlig kropspositur og et så sagtmodigt gemyt, at han undskylder sin tilstedeværelse selv over for sin bedårende lille gravhund.
Efter at være blevet overfaldet af en sadistisk motorcykelbande ryger kæden dog af for den stilfærdige mand, og han indlemmes i et lokalt karatekursus, hvis sensei (Alessandro Nivola) lægger særlig vægt på mandens traditionelle maskuline værdier som en følelseskold og impulsiv aggressor, der overlader alle empatiske instinkter til kvinden.
Den brutale mentor begynder straks at forme Casey efter sine egne livsfilosofier; Lyt til metal i stedet for contemperary adult. Lær tysk i stedet for fransk. Få en tysk hyrdehund! Herfra bliver han inviteret med på natholdet, hvor ubudne gæster får brækket armen ved albuen, og konkurrenter banker hinanden, til blodet fosser ud af næsen.
Lyder det bare en smule som David Finchers mesterværk ’Fight Club’ er det langt fra tilfældigt. Giftig maskulinitet sættes under lupp, da de kvabsede medlemmer af dojoen tilbeder deres alvidende sensei og kunsten at gøre fortræd, som var de medlemmer af en kult.
»Jeg er bange for andre mænd. Jeg vil være det, der skræmmer mig«, proklamerer Casey kontant til sin læremester i filmens mest sigende øjeblik. ’The Art of Self-Defense’ har sågar en æstetik, der placerer den i slut-90’erne med gumpetunge videokassette-optagere og massive computerskærme med våde øjne sendt mod ’Fight Club’.
Riley Stearns vil dog mere end blot at lave en ’Fight Club’-film for karateentusiaster. Han har ikke den samme fetichistiske fascination af mandens fysik og voldshandlinger som Fincher. I stedet portrætteres de såkaldte alfahanner som mekaniske, brovtende og følelsesforladte. Alle taler i det samme monotone stemmeleje, som var manuskriptet skrevet af Yorgos Lanthimos, og alle empatiske handlinger udføres som et trivielt stykke arbejde.
Som hos den græske mester skaber den kunstigt opsatte dialog en skarp og morsom kontrast til de voldsomme scenarier. Da Casey tager hen for at købe et håndvåben, beskriver en jovial kasseekspedient køligt alle risiciene ved at eje et våben.
»Risikoen for at blive skudt af en indbrudstyv eller begå selvmord er langt højere for våbenejere«, bemærker han med et smil på læben.
Men ’The Art of Self-Defense’ adskiller sig særligt fra ’Fight Club’ på grund af sin samtid. Hvor ’Fight Club’ var en satire over 90’ernes nihilisme, tackler Riley Stearns alt fra voldtægtskultur, til hvordan dojoens ene kvindelige medlem Anna (en fantastisk bister Imogen Poots) arbitrært holdes tilbage og, naturligvis, tidens varmeste kartoffel: Incel- og alt-right-kultur. Igennem strikse regler, som vi kender dem fra nykonservative selvhjælpsfilosoffer som Jordan Peterson, finder vrede, forvirrede unge mænd identitet i en misogyn livsfilosofi.
Karatesporten bliver i ’The Art of Self-Defense’ en analog over det farlige trossystem – karatebæltet ses som mandens naturgivne ret, og lærlingene må aldrig vokse som mennesker, men skal i stedet finde deres værd igennem fysisk overlegenhed.
Kønspolitik i det 21. århundrede er efterhånden et veltrådt territorium – fra SoMe-selvtægtsfilmen ’Assassination Nation’ til David Robert Mitchells neonoir ’Under the Silver Lake’. Men det gør ikke ’The Art of Self-Defense’s satire over giftig maskulinitet mindre relevant eller spydig.
Og så er Eisenbergs deadpan–levering af sin dialog og usikre mani i sig selv en sand fornøjelse. Velkommen tilbage Jesse, du har været savnet. Og drop så de smertelige Woody Allen-komedier, tak!
Kort sagt:
Aktuel parodi over giftig maskulinitet byder på Jesse Eisenbergs bedste rolle siden ’The Double’ og en vidunderligt rå præstation fra Imogen Poots.