Revoltage

Med ‘Elektricitet’ er Revoltage tilbage med efterfølgeren til debuten ‘Kaos i myldretiden’ fra 2007, og denne gang har de skruet op for el-spaden og syng-med-omkvædene. Der er stort potentiale, men det udfoldes ikke hele vejen igennem.

Konceptet er rigtig friskt og opløftende: kæk hippie-rap over surf-agtige guitarriffs og et håndspillet rockudtryk. Men der er for mange af numrene, der minder om hinanden til, at man falder på halen over det guitardrevne lydbillede og deres ikke ligefrem ekvilibristiske evner som sangere eller rappere. Hvis alle numrene derimod var af ‘Yeah Yeah Yeah Yeah’-kaliber ville det være en helt anden sag. Her viser de virkelig, hvordan den surf-rockede hiphopkage skal skæres med en fokuseret portion tømmermandsævl.

Teksterne kredser om danskernes småborgerlige og brunch-elskende tilbøjeligheder, men fremstår ind imellem som lidt for lallet samfundskritik. Der er generelt et lille mismatch mellem de ambitiøse produktioner og rappernes evner. Dette forstærkes af, at størstedelen af omkvædene er præget af skrålesang, der live, med garanti, vil virke efter hensigten, men som i indspillet form et par gange vipper over i noget, der minder om et Beastie Boys-jamband.

Imidlertid kan der ikke pilles ved, at der er nogle rigtig gode musikalske idéer og en håndfuld kvalitetssange. Især fungerer det, når Revoltage skruer lidt ned for fjolleknappen som på ‘En af de stille stunder’ og ‘Slut’. ‘Elektricitet’ er en solid omgang dansk hiphop leveret af nogle sprælske hippiehoveder.

Revoltage. 'Elektricitet'. Album. Graven.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af