The Depreciation Guild
Hvad gør aldrende Nintendo 8-bit spillekonsoller, når de engang trættes af at aflire temaet til Super Mario på uendelig repeat? Kurt Feldman og Christoph Hochheim svarer på spørgsmålet ved at have rekrutteret et eksemplar, som de nu ivrigt omtaler som »det dygtigste medlem af bandet«! Den ydmyge lille maskine håndterer udover synthflader også både bas og trommer i The Depreciation Guild, og produktionen af debuten har Joshua Eustis fra Telefon Tel Aviv forestået.
Den uhellige menneske/maskine-alliance spiller støjende shoegazer. Smukke popsange, draperet med et slør af guitardistortion, pulserende i 60 hertz, i takt med fjernsynets flimmer. Blodårer og digitale kredsløb filtres sammen i en ny krop af lyd, hvis kunstige lemmer ikke virker så fremmede endda. I bandets drømmende nattehimmel tindrer de naivt robotiserede og krystallinske arpeggio-akkorder om kap med stjernerne i uskyldsrenhed.
Får man nok af Nintendoens trofaste lydchip i det lange løb? Vel er det fjolleri af rang, når de to herrer i starten af ‘Butterfly Kisses’ lader dimsen simulere et feedback-hyl fra en guitar-forstærker. De mest upixelerede lyttere derude må dog med tiden give op og lade sig charmere. Der er uhørt hjertevarme gemt bag den ellers kølige melankoli.
Man kan endda kvit og frit downloade hele albummet fra newyorkernes hjemmeside, eller eventuelt donere et beløb, hvis samvittigheden byder det. Et fund af en debut, til en pris, der er svær at brokke sig over.