Soundvenue mødte Nick Cave i London, hvor han sammen med The Bad Seeds har fået opfyldt drømmen om at springe ud som gospelsanger på dobbeltalbummet ‘Abattoir Blues/The Lyre of Orpheus’. Han fortæller her blandt andet om glæden ved gospelmusik og bruddet med guitaristen Blixa Bargeld.
– Dejligt hus, ikke? Desværre er det ikke mit, men mit eget ligner det til forveksling, starter Nick Cave gæstfrit med at fortælle om det aristokratiske luksushotel, hvor Soundvenue møder sangeren siddende i en antik sofa iført sin vanlige nålestribet habit og hvid skjorte på en engelsk solskinsdag.
Selvironien skinner ud af Nick Cave, og netop den del af sangerens univers, har musikpressen ofte overset i fortolkningerne af de tragikomiske sange, der udgør Nick Caves bagkatalog. Kvinder får kraniet slået ind eller frastjålet deres sjæl af djævlen.
– Jamen, det har altid været opfattelsen i pressen, at jeg ikke har humoristisk sans. Derfor forsøger jeg at være lidt mere bred i min humor, for jeg betragter mig selv som en komisk sangskriver. Jeg smiler skam altid, når jeg skriver sange, siger Nick Cave og smiler et lille smil.
Et buldrende gospelband
På Nick Cave & the Bad Seeds’ 13. udgivelse ‘Abattoir Blues/The Lyre of Orpheus’ understreger Nick Cave sin fascination af religion. Blandt andet ved at have et helt gospelkors lyse vokaler som baggrund til sin mørke stemme. Gospelkoret er opfyldelsen af en gammel drøm, afslører han.
– Jeg har altid haft så mange idéer i mit hoved, som det aldrig er lykkes mig at få udført. Enten fordi det ikke var det rigtige tidspunkt, eller det ikke var det rigtige album at afprøve ideerne på. Jeg har længe gerne villet danne et gospelband, der er virkelig aggressivt. Så det er gospelsange vi har lavet, men det lyder ikke som nogen anden gospel, jeg har hørt tidligere, mere som et buldrende tog, brummer han og fortsætter:
– Min stemme er så dyb og lyder altid så deprimeret, men med et gospelkor bag mig har sangene fået en lethed over sig. Og min stemmes mørkhed har fået en tiltrængt modvægt. En anden ting er, at med gospelvokaler bag mig, behøvede jeg ikke holde mig til omkvædene og den normale struktur i en sang. I stedet kunne jeg bare synge ting som “oh, baby”, og det gav mig meget mere frihed, da vi indspillede sangene, forsøger Nick Cave sig ud i gospel.
Sange kunne ikke undværes
Udsendelsen af et dobbeltalbum blot et år efter ‘Nocturama’ forklarer Nick Cave med, at der var kommet så mange sange ud af kontoret i bydelen Chelsea, at sange enten måttes vælges fra eller indspilles alle som én. Og med ‘Abattoir Blues’ får man en vild og buldrende plade, mens man med ‘The Lyre of Orpheus’ får en mere eksperimenterende og stille plade.
– Jeg havde fået skrevet 17 sange, som jeg gerne ville bruge alle sammen. Jeg snakkede med guitaristen Mick Harvey, som mente, at jeg bare skulle fravælge syv sange, men jeg kunne ikke undvære nogle af dem, så det endte med, at vi indspillede alle 17 sange i studiet. For mig er det to meget vigtige plader, og noget af det bedste vi har lavet i The Bad Seeds. På samme måde var skriveprocessen også speciel, fordi der var sange, som jeg ikke kunne skrive uden hjælp. For eksempel føltes det fjollet at sidde og hamre alene i klaveret mens jeg råbte “get ready for love”, synger Nick Cave højt, mens han improviser et klaver i luften.
Derfor overtalte han violinisten Warren Ellis til i fællesskab at bruge et par dage på at skrive en række sange med mere vildskab end de sange, han hidtil havde skrevet alene. De endte med at sidde fem i dage og spille femten timer i døgnet. Ellis på trommer og Cave på klaver.
– Det betød, at de sange vi arbejdede med, blev mere vilde og elektriske end de ville være blevet, hvis jeg havde skrevet dem alene med mit klaver, siger Nick Cave.
Bringer blot lidt skønhed videre
Et møde med Nick Cave er samtidig et møde med en ældre sanger, som efter årtier med flugt fra tab og misbrug synger om troen på en kærlighed, der varer ved. Efter årtiers rastløshed har han fundet en tiltrængt form for ro og inspiration i det at blive lykkelig gift og far til tvillinger. Men han kan stadig sidde bag klaveret uden, der kommer én tone ud.
– De to nye album startede med, at jeg sad i mit kontor i Chelsea, uden at vide hvad jeg skulle skrive om. Deraf kom ‘There She Goes, My Beautiful World’, som er en sang om at ikke have noget at sige. Men som også er en komisk betragtning over min elskede, og om hvordan vi får det til at fungere mellem os, siger Nick Cave, og ser ned i det nydelige gulvtæppe foran ham. Efter en længere tænkepause siger han med et fastholdende blik:
– Mit eget lille bidrag til verden er at bringe en form for skønhed fra mit eget liv videre til det lille publikum, jeg har. Derfor skriver jeg mine sange om kærlighed, for det er den eneste form for skønhed, jeg kan forholde mig til.
En ven sagde farvel
De smertefulde sange fra Nick Cave har ofte taget udgangspunkt i store personlige tab, og tab er da også stadig en del af hans verden. ‘Abattoir Blues/The Lyre of Orpheus’ er første udgivelse med The Bad Seeds, efter guitaristen James Johnston overtog pladsen efter den karismatiske tyske guitarist Blixa Bargeld, der efter 19 års venskab forlod bandet sidste år for at fordybe sig i sin egen gruppe Einstürzende Neubauten. Blixa Bargeld er et navn der, som et trylleslag, får Nick Caves blik til at vandre ned i gulvet for at blive der.
– Det var et chok for os alle, at han forlod bandet. Det skete på en typisk Blixa Bargeld måde, som ikke gav os mulighed for at snakke om det. Han sendte blot en mail, hvor han skrev “I am leaving the band”, siger Nick Cave råbende og med en kraftig tysk accent, som for at understrege den tyske guitarists personlighed.
– Blixa er typen, der altid siger det, han tænker, hvilket også er det, jeg altid har elsket ved ham. Han har en forfriskende attitude, som jeg savner i bandet. Han var altid uforudsigelig og kunne finde på at råbe “jeg spiller ikke den her koncert” eller “hvor er min vodka? Min kontrakt siger, jeg skal have en flaske vodka, før vi skal på scenen”.
Men når alt kommer til alt, mener Nick Cave, at det alligevel var en sund beslutning for The Bad Seeds, at Blixa Bargeld gik ud.
– Det fik os andre til at skabe noget nyt ud fra det tomrum, han efterlod. Blixa er en klog mand, og for ham personligt var det også en klog beslutning. Jeg tror ikke, vi kunne havde lavet de to nye plader sammen med ham, siger Nick Cave og får den australske accent tilbage, inden han rejser sig og som en gentleman, giver hånd til et farvel.
– Tak for interessen.