Someone Still Loves You Boris Yeltsin
De godmodige hyggerockere i Someone Still Loves You Boris Yeltsin har henover foreløbig tre album plus det løse snedkereret rundt regnet et halvt hundrede sange at lune sig på. ‘Tape Club’ samler op på resterne og b-siderne – savsmuldet og træspånerne efter at en flok ferme sanghåndværkere har været godt i gang.
Problemet med Missouri-kvartettens omfattende og kronologisk arrangerede tidskapsel er dens kvantitetsfokuserede format. Sagt på godt dansk, så er der bare ikke muget godt nok ud i brødkrummerne. Blandt opsamlingens hele 26 skæringer er der således næppe mere end to håndfulde virkelig solidt gods af en kvalificerende kaliber, hvor man med det samme undrer sig over, hvorfor mon det her endte med at få det røde kort i albumsammenhæng.
Man skal rode længe efter formfuldendte perler som ‘Cardinal Rules’, ‘Letter Divine’ og ‘Bastard of Rome’ – der alle tre eftertrykkeligt viser, hvor powerpop-skabet skal stå – eller sødmefulde, joviale og folksy sager fra tidligere i karrieren som ‘Spinning Sea’ og ‘Tin Floor 51’ iblandt ufrugtbart og useriøst demodynd som ‘Song W + Song L’ og ‘Chili Cook-Off’, åndssvagt drøvtyggeri på æblemandsakkorder som ‘Not Worth Fighting’ samt andre middelmådigheder og halvfærdigt gulvopfej, man egentlig godt kunne have været foruden.
‘Tape Club’ er langt fra nogen ørkenvandring, men snarere en skattejagt, der havde været bedre tjent med at blive trimmet ned til en halv times tætpakket underholdning frem for de 70 minutter, der her ender med at slæbe sig ujævnt afsted.