Happy Mondays

Med sidste års aldeles glimrende og festlige koncert på Roskilde Festival viste Happy Mondays, at der stadig er liv i kludene efter adskillige års adskillelse, udskejelser og op- og nedture. Pladegenhøret med de største festoriginaler fra slut-80’ernes ‘Madchester’-scene, hvor soul, hiphop, rock, psykedelia og rigelige mængder stoffer på skønneste svedige vis fandt sammen i mesterværker som Happy Mondays’ ‘Pills ‘n’ Thrills and Bellyaches’, skuffer såmænd heller ikke.

Trommeslager Gaz Whelan, dansetrolden og dampbarnet Bez samt syre- og vrøvlehovedet Shaun Ryder himself er eneste tilbageværende oprindelige medlemmer og de lægger stærkt og duvende fra land med ‘Jellybean’. Her er den samme hypnotiske og inciterende rytmik og melodi, der kendetegner gruppens storhedstid og når Ryder bryskt snøvler noget om at presse sine bryster til jorden ved man, at dette er ‘the real deal’. Få kan som ham levere det pureste nonsens så coolt troværdigt og medrivende.

Ryder er i det hele taget i god form – på et af pladens stærkeste numre ‘Cuntry Disco’ (yes, det hedder den) rabler han som en unik, britisk blanding af pub-poet og brovtende brugtvognshandler. Og så er det bekræftende at høre, at Happy Mondays mix af elektroniske, æggende danserytmer og små-syret rockmusik stadig kan stå distancen. Ok, der er lidt tomgang at spore på nogle numre og langt fra alle er lige mindeværdige, men som comeback er ‘Uncle Dysfunktional’ om ikke vital så dog berettiget og absolut godkendt.