The Stooges

De mest beskidte hænder i musikbranchen, garagerockens ypperste riffmekanikere og rockgudfædrene fra Motor City er tilbage: The Stooges. Detroitbandet, der med punkprofeten Iggy Pop i front ikke har udgivet en eneste plade siden 73’s mesterlige ‘Raw Power’, rammer igen pladebutikkens varelager.

Dengang var det selveste David Bowie, der producerede. I dag er det den alternative rocks ukronede studiekonge Steve Albini (Nirvana og The Pixies), der står bag knapperne. Og der er stadig fyldt lavoktan, blymættet benzin på entaktsmotoren. Uden fine fornemmelser. Uden svinkeærinder. Det her er smagen af rockens inderste marv.

Eller det burde det være. For smagen af daggammel, slatten salatbar præger drengerøvenes comeback. Stooges fremstår endda næsten i originalbesætning, selvom mange har været gennem svingdøren. De genopstod for få år siden, da de blandt andet gæstede Roskilde Festival i 2004. Her beviste de, at selv politiets blå drenge ikke tør gå i lag med Iggy og drengene, når ‘I Wanna Be Your Dog’ glammer fra scenekanten.

Tænk at være blevet så meget ældre og stadig fylde publikum med ligegyldige, pikfikserede tekster. Gruppen har givet alderen fingeren og fundet den udødelige rocknerve frem. Nerven, der kan få selv alderstyngede herrer til at bunde fadøl, score damer og skråle »rrrock’n’roll!«.

Iggy Pops stemmebånd lyder dog ikke af andet end to stykker vibrerende, vådt sandpapir. Bagved kan bandet stadig trampe i forvrængerpedalen og sende Marshall-forstærkeren til tælling, men lige meget hjælper det. The Stooges gør kun et halvt forsøg og ikke en helhjertet indsats. De ligner med andre ord et zombie-band, der er langt fra fordums storhed og næppe burde være genopstået fra de døde.