DJ Mehdi

Det er de gamle dyder, der præger førstehåndsindtrykket af DJ Mehdis debutplade. Han kommer fra hjertet af Frankrig, Paris, og tager udgangspunkt i sorte musikskatte som soul, jazz og guldalder-hiphop fra 80’erne. Samt ikke mindst electrofunk – fra før hiphop blev gangsta – à la Arabian Prince og Dr. Dres første barneskridt, der dyrkede sort magi ved at udsatte Kraftwerk for voodoo. Det ser lovende ud, men efter et dusin ture i tomgangscentrifugen melder skuffelsen sig.

Det er ikke fordi cv’er fejler noget. Mehdi har siden midten af 90’erne produceret for og samarbejdet med bl.a. fransk hiphops førsteforkynder MC Solaar, navnkundige Daft Punk og Le Funk Mob. Nu huserer han som dj sammen med det hippe musikerkollektiv Ed Banger, der med hovedsæde i den franske modeby spreder clubmusik til verden. Derfor skuffer det også at se ham slukke sin tørst i klicheernes vandhul, for Mehdis kunnen som soloartist begrænser sig på ‘Lucky Boy’ til arbejdsskitser med 11 middelgode grooves uden hoved eller hale og to potentielle hits. Og det er bare ikke nok til at udgøre et album.

Førstesinglen ‘I Am Somebody’ emmer af electric boogie med adresse til g-punktet, dog uden flirten bliver nærgående nok. Den har ørehængerkvaliteter, men kunne lige så godt være udkommet for fem år siden, som nu. Herefter følger utallige knopskydninger af vandet sampler-potpourri, der er et forsøg på at klistre sig til øregangen, men ender i et møde med teflon, uden at melodilinierne sætter sig i hukommelsen. Elementerne stritter ganske enkelt hver sin vej, som var han feberramt eller sov i vildelse, for Mehdi evner ikke at få form på sit tegnebræt og samle de fragmentariske streger til noget lytteværdigt.