’Sløborn’: Tysk thrillerserie med Roland Møller er intens og angstfremkaldende aktuel

’Sløborn’: Tysk thrillerserie med Roland Møller er intens og angstfremkaldende aktuel
Roland Møller og Mads Hjulmand i 'Sløborn'.

Der må have været et væld af oplagte sammenligninger, da elevator-pitchet på det aktuelle tyske epidemidrama ’Sløborn’ skulle skrives. Man kunne for eksempel nævne Stephen Kings stille eksistenser i en lille soveby, hvor en underliggende, ulmende kalamitet indtræffer. Og man kunne nævne både ’Outbreak’ og Steven Soderberghs ’Contagion’, der viser, hvor galt det kan gå, når en ustoppelig virus bliver den apokalypse, både Biblen og Mayaerne længe har lovet os.

Men den mest slående og angstfremkaldende sammenligning er den virkelige verden anno 2020. ’Sløborn’ bliver muligvis pyntet med lidt (for meget) melodrama, og truslen overgår heldigvis vores egen i dødelighed, men jeg vil kalde det årets bedrift, hvis man kan sidde igennem samtlige afsnit uden at svede bare en lille smule over tanken om, at seriens hændelser er lidt for virkelige.

Sløborn er en lille tysk (og fiktiv) ø i Nordsøen, og det er her, serien udspiller sig. Vi lærer hurtigt en bred vifte af beboere at kende, heriblandt teenageren Evelin, der står midt i den ene kvartvejslivskrise efter den anden, hendes forældre, der bærer skylden for i hvert fald et par af disse kriser, klassekammeraten Herm, der skal lære at bekæmpe plageånder fra både skolen og hjemmet, og den selvdestruktive succesforfatter, der besøger øen for at tjene nogle hurtige penge, på hvad der ligner karrierens faldereb.

Og så er der eksforbryderen Magnus (spillet af Roland Møller), der efter mange år nu er vendt tilbage til sin hjemstavn med en bus fuld af kriminelle unger i håb om at rehabilitere dem med en omgang godt gammeldags knofedt og manuelt arbejde.

Hvad serien gør så fremragende er at opbygge et samfund, der virker troværdigt og indlevet, som om det har eksisteret i mange år, før vi som seer dukkede op, og formentlig vil fortsætte, efter vi er væk. Man får hurtigt sympati for beboerne og deres kringlede eksistenser, og havde det været et simpelt kitchen-sink-coming-of-age-drama, havde det næsten været nok i sig selv.

‘Sløborn’.

Men med ’Sløborn’ får man to serier for én series pris. For mellem hverdagshistorierne er der noget under opsejling, der inden længe vil få tragiske, livødelæggende konsekvenser for den lille ø – og for hele verden: En muteret fugleinfluenza er nemlig i færd med at trænge ind i det lille, lukkede samfund. Og hvis der er noget, vi har lært i år, er det jo, at når sådan en lille terrorist først får fat, så går det stærkt.

Ligesom virussen selv langsomt kommer snigende, opbygger serien også gradvist en følelse af rædsel – en snigende ide om, at lunten snart er brændt ned til krudtet. Til at forstærke denne følelse bruger skaberne de klassiske kneb som et tændt tv i baggrunden, der mumler noget om nogle dødsfald i Asien, og et close-up af én, der hoster eller deler en flaske vand med en ven. Genkendeligt, men ikke desto mindre ekstremt effektivt, når det kombineres med det ellers ganske almindelige ø-drama.

Om serien rent faktisk kan indfri, hvad den lover, er ikke til at sige efter de første fem afsnit.

Indtil videre brillerer den dog i hverdagsdramaet. Til tider fluktuerer den mod det lovlig melodramatiske, men der er heldigvis en overvægt at jordnær følelsesfuldhed og karakterbåret fremdrift, understøttet af godt skuespil over hele linjen.

Og så er det særligt dejligt at se Roland Møller tilbage i en rolle, der er nært beslægtet med ’Under sandet’, og som han mestrer bedre end nogen anden: Den hårdkogte straightshooter med et hjemmelavet hjerte af guld.


Kort sagt:
’Sløborn’ er en slowburner, der langsomt, intenst og effektivt bygger op til dommedag på jord. Dens hverdagsdrama ville være spændende nok i sig selv, men hvis den kommer i mål med det ulmende, virusinficerede parallelplot, er det fremragende tæt på et slam dunk.

'Sløborn'. Serie. Instruktør: Christian Alvart. Medvirkende: Emily Kusche, Alexander Sheer, Adrian Grünewald, Roland Møller, Mads Hjulmand. Spilletid: Otte afsnit á cirka 45 minutter. Premiere: Kan ses på HBO Nordic.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af