The Unit

Det lille københavnske pladeselskab Play/Rec har efterhånden en række stærke udgivelser på samvittigheden. Blandt andet lavede Barra Head i 2004 den fine ‘We Are Your Numbers’ og i 2005 brillerede Lack med ‘Be There Pulse’. Rekordlisten falmer ikke med udgivelsen af The Units andet album ‘Gunpoint’.

Trioen The Unit får ligesom ovennævnte bands kvalitetsmættet rockmusik ud af punkens opsætsighed og hardcorens tunge uforsonelighed om end de umiddelbart ikke er så politiske gearede som de to label-kolleger og knap så formørkede og dunstende af kuldslået utilpashed og frustration.

Men aggressionen og bitterheden er aldrig langt væk i lydbilledet og teksterne hos The Unit. Forsanger og guitarist Thomas Løppenthin trækker sin del af læsset. Indimellem – som i ‘Sin, Virtue, Mercy’ – kommer hans vokal dog for tæt på at lyde som en spæd udgave af D:A:Ds Jesper Binzer. Løppenthin fremstår mere vedkommende, når han ikke synger og understøtter melodien så meget, men i stedet indkapsler den altid ulmende desperation og sortsyn i fraseringer og udbrud, der ikke sniger sig ind under betegnelsen skønsang.

For det meste fungerer musik, sang og tekst dog forbilledligt. Det resulterer i en række slagkraftige og ikke så lidt fængende sange, som den næsten radiovenlige ‘Both Legs Broken’, ‘What Makes God Laugh?’ med et tungt engagerende omkvæd og albummets bedste nummer ‘Come Down’, hvor konstateringen »The loneliest sound in the world/Is when you don’t pick up the phone« tilføjer lidt ømhed til en ellers ganske hårdtslående plade.