PJ Harvey

Den britiske musikbranche synes at være gået i et selvfedt selvsving i hyldesten af den populære BBC radiovært John Peel på toåret for hans død. Således er en længere række radio-sessions med den alternative musiks flagskibe fundet frem fra arkiverne for at mindes manden, der fra sit radiostudie kickstartede mange kunstneres karriere. En af Peels yndlinge siges at være den charmerende sangerinde PJ Harvey. Fire gange fik hun æren af at tilbringe en aften i hans lille studie medbringende band eller kun i selskab med sin hakkende guitar for at spille sange fra aktuelle udgivelser.

Frøken Harvey har selv sat de kritiske ører til at udvælge det bedste fra 15 års arbejde, og resultatet er en samling af 12 sange, som til dels fremstår som en rundvisning i den unikke sangerindes unikke univers. Og så alligevel ikke helt. Karrierens spæde start i 1991 er flot dokumenteret med sange som ‘Oh My Lover’ og ‘Water’, hvor de kraftfulde vokal-udladninger og de karakteristiske temposkift kommer til fuldt skue i en type performance, man ellers kun hører i et øvelokale. Men PJ Harvey har på sine albums aldrig begivet sig ud i bevidstløse gentagelser, og derfor har hun konstant bevæget sig. Oftere fremad end tilbage.

Men det er desværre bevægelser, Harvey ikke synes selv at have været bevidst om, da hun lyttede sine musikalske postkort igennem. Højdepunkter fra ‘To Bring You My Love’-albummet er udeladt, og den mere eksperimenterende sangskrivning på de efterfølgende albums er ligesom forsvundet i det simple akkompagnement, sangene iklædes med blot en guitar og en lidt mat lyd. Det efterlader ‘The Peel Sessions’ med et indtryk, der ikke rigtigt er i nærheden af den fulde sandhed om PJ Harvey. Den er af en langt mere alsidig størrelse, som bedst afsløres ved at lade hendes otte studiealbum tale.