Dirty Three

Nævner man Dirty Three kan man ikke komme uden om Nick Cave & The Bad Seeds. Af flere forskellige årsager. Foruden den klare geografiske fællesnævner Australien, nærmere betegnet byen Melbourne, som begge grupper har stærke rødder i, knytter der sig et tæt musikalsk venskab mellem de to grupper. Og bindeleddet hedder Warren Ellis, violinisten fra The Bad Seeds, der sørme er identisk med skaberen af Dirty Three.

Holder man af de melodramatiske stemninger, der findes i de mere stilfærdige egne af Caves univers, vil man med lethed kunne finde åndelig hvile i selskab med denne gruppe, der dog opererer i et noget højere luftlag – tilmed uden brug af vokal (med enkelte undtagelser).

Udtrykket er svævende men lunt. Ens ører kan føle sig trygge, der dukker ikke noget ubehageligt eller uforudset op her. Violinen flyder som en rolig bæk gennem et landskab af afdæmpede, næsten generte trommer og poetisk guitar. Ved dens kant trasker eftertænksomme elementer som klaver, mandolin og irsk bazouki, ja, selv en sækkepibe kan man støde på i dette område, der med lethed kunne minde om en uberørt skov. Det er smukt, dybsindigt og næsten eventyrligt i al sin enkelthed.

Men – for der er altid et men – det er noget af en mundfuld. Hele 19 numre bydes der på, og når alt kommer til alt, så skal man fandeme have appetitten i orden, hvis man vil give sig i kast med samtlige 70 minutter. Hen mod enden er det lige før druknedøden bliver aktuel, man bliver suget længere og længere ned og selvom instrumentalmusik kan et eller andet specielt når det gælder stemninger, så begynder man at savne en menneskestemme.

Men – for der kommer ofte et men til – ‘Cinder’ er en meget, meget rar plade. En stilfærdig og kærlig kompagnon i de følsomme stunder og en frelser, når man ikke gider høre på mere ævl.