Tiffany Haddish anklaget for seksuelt misbrug af to børn

Tiffany Haddish anklaget for seksuelt misbrug af to børn
Tiffany Haddish. (Foto: Phillip Faraone/WireImage)

De amerikanske komikere Tiffany Haddish og Aries Spears er blevet anklaget for angiveligt at have misbrugt to børn seksuelt under en serie af sketches, som duoen optog i 2013.

Børnene, et anonymt søskendepar bestående af en pige og en dreng, var på daværende tidspunkt henholdsvis 14 og syv år gamle. Det er pigen, nu en voksen kvinde, som har lagt sag an mod Haddish og Spears.

Søskendeparrets mor, som er tidligere ven af Haddish fra komikerbranchen, havde i flere omgange forgæves lagt sag an mod den 42-årige amerikaner, fortæller Haddish’ advokat til Indiewire. Men da anklagerne gentagne gange viste sig at være uden tilstrækkelig substans, blev de droppet lyder forsvaret.

Sketchen, som søskendeparret medvirkede i, gik under titlen ’Through a Pedophile’s Eyes’, hvor Tiffany Haddish, som er kendt for film som ’Girls Trip’ og ’The Card Counter’ og serierne ’The Afterparty og ’Tuca & Bertie’, spiller værgen til den syvårige dreng, som hun efterlader hos en pædofil spillet af Aries Spears.

Drengen skulle primært kun have været iført underbukser eller været helt nøgen i videoen, mens Spears skulle kigge lumsk på ham. På et tidspunkt zoomer kameraet ind på drengens skridt, og videoen ender med teksten »PAS PÅ HVEM DU EFTERLADER DINE BØRN MED«.

Videoen blev uploadet til flere forskellige onlineplatforme, heriblandt det brugergenerede comedy-site FunnyOrDie.com. En repræsentant for sitet havde udtalt til The Daily Beast, at han synes, videoen var »fuldkommen ulækker« og at de på ingen måde havde noget med den at gøre. Videoen blev fjernet i 2018, efter de fik nys om dens eksistens.

Søsteren, som var blevet bedt om at blive i kælderen, mens Haddish og Spears optog med hendes bror, medvirkede selv i en sketch i samme serie.

Her skulle de to komikere have taget hende med ind i en optagebås og vist hende en video af nogle kvinder spise en sandwich på en facon, der simulerer oralsex. Derefter bad de hende om at efterligne, hvad hun lige havde set.

Pigen blev ifølge The Daily Beast betalt 100 dollars for at medvirke i videoen og har ikke udtalt sig om det siden.

»Jeg prøvede at efterligne, hvad de ville have, jeg skulle efterligne, men det var stadig utrolig ukomfortabelt. Jeg vidste, da jeg forlod båsen, at jeg ikke havde gjort, som de ville have«, fortæller hun til The Daily Beast.

Spears’ repræsentanter har afvist at svare på spørgsmål vedrørende sagen.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af