’Riget Exodus’: Lars von Trier sætter et perfekt rablende punktum – måske for hele karrieren
Hvis man skal beskrive ’Riget Exodus’ med et begreb fra Lars von Triers eget univers, kan man sige, at der bliver »spasset ud«. Helt ud.
Søren Pilmark render surmulende rundt med grøn hanekam, Peter Mygind drøner afsted på el-løbehjul med omvendt propelkasket på, en nissehuebeklædt Ghita Nørby kører rundt i hospitalselevatorerne i rullestol med amputeret ben, mens hun råber »Juu-huu!«, og Lillebror er nu blevet til Storebror og huserer i hospitalsvæggene.
Det er nøjagtigt så skrupskørt, som det lyder.
Det virker passende at bruge begrebet »spasse ud« fra ’Idioterne’, fordi ’Exodus’ genforener den danske provocateur med en række af skuespillerne fra filmen. Ja, den bærer sågar et direkte slægtskab i form af Bodil Jørgensens ’Riget’-hovedkarakter Karen (samme navn som kvinden hun spillede i ’Idioterne’), der overtager brobygningstjansen med ånderne fra Fru Drusse.
Karen er en søvngænger, der på en af sine natlige udflugter – efter at have set de gamle sæsoner af ’Riget’ på vhs og konstateret, at der mangler en slutning (et af mange metagreb i ’Exodus’) – forvilder sig ind på det københavnske hospital og snart sætter ud på en mission for at stoppe de onde ånder og forhindre porten til Riget i at åbne sig på ny.
Med ’Riget Exodus’ formår Trier, sammen med medforfatter Niels Vørsel, med hvem han også skrev originalen, at binde en tilfredsstillende sløjfe på serien, hvis oprindelige tredje sæson aldrig blev realiseret, fordi flere af de centrale skuespillere gik bort.
Han har allieret sig med et hold friske ansigter – fra Lars Mikkelsen og Nikolaj Lie Kaas til Mikael Persbrandt og Tuva Novotny – til en sidste tur i manegen.
Det starter egentlig meget konventionelt. Persbrandt er den afdøde overlæge Stig Helmers ældste søn og bliver fløjet til Riget i helikopter. Han skal være overlæge på neurokirurgisk, hvor den konfliktsky Pontoppidan (Lars Mikkelsen) administrerer afdelingen.
’Operation Morgenluft’ er erstattet af Pontoppidans påfund ’De åbne døres gennemgribende politik’, men der går selvfølgelig ikke længe, inden Helmer Jr. – døbt Halvmer af sine kollegaer, fordi han er en halv Helmer – vil introducere svenske tilstande på hospitalet.
Begyndende med øget etnisk diversitet, IKEA-møbler, han ikke selv kan samle, samt kønsneutrale pronominer og journaler.
Særligt sidstnævnte skaber rod på operationsstuerne på neurokirurgisk og får hidsigproppen Naver (Nikolaj Lie Kaas) helt op i det røde felt. Selv ikke Helmers massive nederlag i et svensk-fjendtligt initieringsdrukspil mod portøren Bulder, der egentlig hedder Balder (spillet af Nicolas Bro), kan få Naver til at lægge fejden bag sig.
En vendetta er påbegyndt, og her får Helmer blandt andet brug for assistance fra hospitalets svenske ansatte, som har forenet sig i kælderklubben Swedish Anonymous.
Som du måske kan høre, lægger ’Riget Exodus’ sig i direkte forlængelse af de første to sæsoner. Særligt anden sæson, hvor uhyggen træder i baggrunden til fordel for arbejdspladssatire.
Satire som her – ikke altid helt gnidningsfrit – er blevet opdateret til nutidens besparelsestider og MeToo-tidsalder. Blandt andet med Tuva Novotnys svenske læge Anna, der op til flere gange får den ellers samtykkebevidste Helmer i fedtefadet.
Adskillige af de nye karakterer er oplagte paralleller og videreførelser af tidligere ’Riget’-figurer, mens de velkendte ansigter fra de forrige sæsoner er decimeret til noget nær statister i de første afsnit. I starten for at skabe lidt (for) letkøbt komisk effekt, senere med et dybere, mere opfindsomt formål.
De første to-tre afsnit læner sig lidt for meget op ad vante formularer fra de første to sæsoner – til tider nærmest dilettantisk (bevidst eller ej) og uden den store humoristiske gennemslagskraft.
Men i anden halvdel begynder serien gradvist at stikke af i helt nye og dybt uforudsigelige retninger, hvilket kulminerer i en udsøgt, rablende finale, hvor Trier for alvor går planken ud.
På den måde er der både noget til dem, der håbede på en klassisk ’Riget’-fortsættelse, og dem, der gerne så Trier gå i David Lynchs ’Twin Peaks: The Return’-fodspor.
Der er syrede passager med vægtløshed, en dubbet, diabolsk Willem Dafoe og et øjeæble, som bliver revet ud af sin sokkel med en ske, mens folk ser på, som var det et hverdagssyn på Riget.
Meget af det giver slet ikke mening og står uforløst, når serien når sit klimaks. Andre steder får vi opklaret nye, afslørende sandheder om de originale karakterer, som sætter forløberne i et nyt lys. Og så kommer vi endelig helt ind i Rigets indre.
Det er mange steder vanvittigt. Nogen vil sikkert mene, at det er for meget af det gode. Men efter min mening vinder serien klart mest, når den skejer ud og Trier på vanlig satirisk vis understreger, at han nægter at give folket, hvad de vil have.
’Riget Exodus’ handler om grænser, de kunstige, de kunstneriske, de åndelige. Grænserne mellem lande, fakta og fiktion, liv og død, drøm og virkelighed, høj- og lavkultur og mellem mennesker i en woke-tidsalder.
Det er på en måde underligt smukt. Selv i al seriens karakteristiske sepiafarvede grimhed. Ikke mindst når Trier citerer flere af sine egne film undervejs, blandt andet med brugen af Wagners mageløse musik, som også spillede i ’Melancholia’.
Som altid hos den danske enfant terrible handler det i sidste ende om ham selv, men modsat de tidligere sæsoner er det kun Triers skosnuder, der stikker frem i slutningen af afsnittene. Han er blevet forfængelig. Forfængelig og forgængelig.
Trier har udtalt, at han har svært ved at se sig selv stoppe med at fortælle historier i fremtiden, selvom han er syg med Parkinsons.
Men skulle ’Riget Exodus’ blive hans sidste værk, er det et fornemt punktum for en af de væsentligste, nutidige auteurinstruktører.
Kort sagt:
’Riget Exodus’ starter sløvt ud med arbejdspladssatire og referencer til de gamle sæsoner, der aldrig helt fanger an. Men så griber Trier ellers fat med en eksplosiv finale, der sætter et perfekt punktum for ikke bare ’Riget’, men hele instruktørens virke.