Foto: Lasse Kofod
Den albumaktuelle discoprins Vinnie Who er her, der og alle vegne for tiden. Vi fangede ham til en snak om hans oplevelser med Spotify, Prince-koncert, amerikansk indie-film og en malplaceret trommeslager.
Dit yndlingsnummer lige nu?
»Jeg har mange yndlingsnumre! Men et nummer jeg har særlig optur over i øjeblikket hedder ‘Teeth in the Rug’ af Ettiem & Cosmo Vitelli. Normalt hører jeg ikke så meget af den her slags døds-house, men det her track er altså magisk. Fandt det tilfældigt, mens jeg surfere rundt på Soundcloud. Du kan stadig finde det derinde :-)«.
Hvad er din nye yndlingskunstner?
»Min nye yndlingskunstner er gammel… Hun hedder Cindy Lauper, og det er først lige gået op for mig, hvor sej hun er«.
Dine sidste store koncertoplevelse?
»Prince på Roskilde. Han havde godt nok styr på det«.
Hvad var dit sidste tøjindkøb?
»Købte et par sweatshirts på sommertilbud i Peder & Stoffer«.
Alle tiders bedste musikvideo?
»’Life on Mars’ med David Bowie«
Hvilken ny film vil du anbefale andre at se?
»’Away We Go’ instrueret af Sam Mendes. En indie-version af en klassisk romantisk komedie, som er meget charmerende og sjov. SE DEN«.
Hvad var dit sidste gode måltid?
»Spiste på Lê Lê på Vesterbrogade for ikke så lang tid siden. Det var lækkert«.
Hvilket site har senest udvidet din horisont?
»Efter at have besøgt Sverige og Norge med Vinnie Who har jeg stiftet bekendskab med et site, som hedder Spotify. Det er en hjemmeside, hvor du kan høre nærmest alt musik, hvis du har et abonoment. Det er lovligt, vist nok ikke særlig dyrt, og det fungerer tiptop. Det er ikke kommet til Danmark endnu på grund af nogle retttighedsgnidninger, men mon ikke det er på trapperne«.
Hvad er din favorit-youtube-video lige nu?
»’This Drummer Is at the Wrong Gig’, hylende morsomt!«
Hvem ser du mest op til?
»Min far«.