Minks

Siden gennembruddet med singlen ‘Funeral Song’ er Minks blevet i bedre humør. Bagmand Sonny Kilfoyle forsøger i hvert fald.

Lyden af Bostons tågede morgener er skubbet til side til fordel for en klarere og mere markeret lyd, som på albumåbneren ‘Romans’, hvor en skrabet, taktfast trommemaskine dominerer sammen med en synth, der kunne være en konfirmation værdig. Den skæve guitar med de impulsive indfald og Kilfoyles monotone, mumlende stemme gør den fængende lykønskning befriende humoristisk, hvilket gennemgående står i nødvendig kontrast til de kunstige instrumenter, der viser sig at dominere halvdelen af pladen.

Læs anmeldelse: Minks ‘By the Hedge’

Synth har altid været en del af Minks’ lyd, men hvor det før var støjende sovekammer-shoegaze, er projektet nu gået i en langt mere indierocket retning, hvor synthen ofte trækker numrene op til næsten poppede højder. Før glædede Minks sig til, at sommeren var slut, nu vil de sågar have dig med på stranden, som på den luftige ’Weekenders’.

Minks er for alvor trådt ud af lo-fi-lommen og har her samlet en række numre, der er lyttervenlige men uden nogen særligt spændende detaljer eller lag at bladre i. Kilfoyles andet album er således en lunefuld størrelse, der både når omkring nedtonede ballader, artificielle Fisher Price-produktioner og fræsende guitarer, men trods de varierende input og anderledes sats, når hymnerne om piger og køreture aldrig at blive rigtigt interessante.

I stedet sidder man tilbage med lyden af et band, der er ved at genopfinde sig selv og kun er nået halvvejs.