Robyn – popbrag til rockfolket
Midt på rockfestivalen Roskilde leverede Robyn et brag af en koncert og placerede en kæmpe popknytnæve lige i munden på enhver, der har noget ondt at sige om hendes musik. Dem var der nu ikke mange af i det propfyldte Cosmopol-telt. Publikum kunne nemlig slet ikke få nok af den lille popdronning, der to gange blev lokket ud til mere beatdrevet synthpop.
Og det var også godt. Mest af alt fordi den 29-årige svensker er en imponerende performer. Som en stramt pakket energibombe charmerede hun publikum med lige dele smil og sexet attitude, som når hun tog lidt på sig selv og spillede sit cover af Princes ‘Jack U Off’ som et af de første ekstranumre.
Men det er selvfølgelig ikke show det hele, for Robyn har også et imponerende sangkatalog. Ikke mindst takket være hendes senest selvbetitlede album, der for alvor hev hende ud af pladeselskabernes hitskabelon, og med en god blanding af synthpop, hiphop og generel legesyge gav hende masser af ‘street cred’ igen. Det var da også numre fra ‘Robyn’, der dominerede settet, hvor blandt andet ‘Be Mine’ og ‘Who’s That Girl?’ ramte plet, mens ‘Handle Me’ for alvor satte gang i fællessangen.
Allerbedst var det dog, da Robyn og hendes keyboardbestyrer og to trommeslagere sluttede settet af med Kleerup-samarbejdet ‘With Every Heartbeat’. Her kogte Cosmopol for alvor med ren glæde, og måske skulle hun bare være blevet backstage og slubret succesen i sig. For ekstranumrene, der mest blev hentet fra tidligere album, beviste mere hvor langt, hun er kommet, end de bidrog til den store oplevelse resten af koncerten var.