Arcade Fire – glødende magi
Det er ikke et gennemsnitligt rockband, der indtager scenen med en ti mand stor besætning. Det er heller ikke gængs kutyme at slæbe et instrument-zoo rangerende fra et vaskeægte kirkeorgel til en xylofon med på verdensturné. Men sådan er Arcade Fire.
Det skæve canadiske orkester skulle have gæstet Danmark tidligere i år, men frontmand Win Butlers kæbehulebetændelse lagde som bekendt hindringer i vejen. Siden nåede de dog at åbne Arena-teltet på årets rekordvåde Roskilde Festival, og denne november kunne man så opleve dem i anderledes lune omgivelser.
Og hvilken mindeværdig oplevelse. Et snapshot af bandet i aktion leder tankerne hen mellem energisk cirkusartisteri, kabaret på et spøgelsesskib og en spirituel ceremoni i dommedagsprædikanten Butlers antikirke. Men det billede, der for alvor brændte sig fast, var overfloden af smittende spilleglæde, der pøsede ud over et måbende publikum.
Hvad enten det gjaldt Régine Chassagnes fjantede rejehop, gale Richard Parry, som tævede løs på sin marchtromme og i øvrigt alt andet omkring sig, de imponerende visuals på runde storskærme, eller minsandten også lyden – alt sammen en glødende overskudsdemonstration. Setlisten havde en overvægt af den storladenhed, som gruppens andet album lever højt på, mens de mere intime passager fra debuten udeblev. Fair nok, bulder og brag fungerer bedst, når man spiller så stort et sted. Nye numre og et par sjældenheder blev der endda også plads til.
Arcade Fire var denne aften en magiske flamme, som hypnotiserede de flaksende musikelskende stankelben i efterårsmørket. Betagende.